Selv hvis du ikke er søstærk, så synes jeg du skal kigge lidt på rejsen her... Jeg vil så gerne have dig med.
http://www.umagebureau.dk/soemand-har-sin-enegang/
søndag den 28. august 2016
søndag den 21. august 2016
Åååårh manner...
... jeg havde helt glemt Jer. Sorrry - men der sker mange ting i øjeblikket og det er næsten alt sammen spændende.
Ovre på UPS! er der VIRKELIGT god musik OG tadaaaahhh... nu mulighed for at I kan tilmelde Jer på mail og få de indlæg liiiiige i postkassen. De foregår ude i højre side under min 'bio'.
GO GO GO...
http://www.umagebureau.dk/fredags-crush/
Møs i æ' fjæs!
Ovre på UPS! er der VIRKELIGT god musik OG tadaaaahhh... nu mulighed for at I kan tilmelde Jer på mail og få de indlæg liiiiige i postkassen. De foregår ude i højre side under min 'bio'.
GO GO GO...
http://www.umagebureau.dk/fredags-crush/
Møs i æ' fjæs!
fredag den 29. juli 2016
Efterlysning
Og vi bringer en efterlysning...
Da jeg åbenbart var for styret af mit ego, til at blive set offentligt købe 'Hendes Verden' i sidste uge - missede jeg tillægsblad der hedder 'Sallys'...
Jeg indrømmer blankt, at jeg synes at jeg var og er for ung/tjekket/fattet/tatoveret/trendopdateret/samfundsorienteret/modeinteresseret/fill-in-the-blanks... til at købe et blad, der har 'Daimi' på forsiden.
Jeg er desværre også smerteligt bevidst om, at ovenstående opfattelse af min egen fremtoning nok kun findes på indersiden af mit eget hovedet.
Og krea-trangen er efterfølgende større end ønsket om at bevare ovenstående selvbillede.
Så...
Hvem har Sally's og vil dele...?
Da jeg åbenbart var for styret af mit ego, til at blive set offentligt købe 'Hendes Verden' i sidste uge - missede jeg tillægsblad der hedder 'Sallys'...
Jeg indrømmer blankt, at jeg synes at jeg var og er for ung/tjekket/fattet/tatoveret/trendopdateret/samfundsorienteret/modeinteresseret/fill-in-the-blanks... til at købe et blad, der har 'Daimi' på forsiden.
Jeg er desværre også smerteligt bevidst om, at ovenstående opfattelse af min egen fremtoning nok kun findes på indersiden af mit eget hovedet.
Og krea-trangen er efterfølgende større end ønsket om at bevare ovenstående selvbillede.
Så...
Hvem har Sally's og vil dele...?
tirsdag den 26. juli 2016
Kommunikation på svampe
Mit tag er utæt… og dem der kender mig ruller nok med øjnene og tænker ‘old news’. Men jeg mener faktisk at taget på mit hus er utæt - og altså ikke den mentale tagterrasse.
... og øh... resten må du læse her:
http://www.umagebureau.dk/kommunikation-paa-svampe/
... og øh... resten må du læse her:
http://www.umagebureau.dk/kommunikation-paa-svampe/
lørdag den 16. juli 2016
tirsdag den 12. juli 2016
lørdag den 9. juli 2016
Ferie-fri
6 gange. Så mange er jeg i dag blevet spurgt om, hvornår jeg går på ferie. Og hver gang har jeg fået næsten hvide knoer, mens jeg mildt med sommerfugle i øjnene og nattergale i stemmen har svaret: 'Jeg har ikke ferie'... eller 'jeg har holdt 3 dage i denne uge - det er hvad der er planlagt'. Og ladet som om at det er heeeelt ok.
Det er jo ikke en skid ok. Men det er sådan det er... lige nu. Og heldigvis så har jeg min frihed til at holde en dag eller to i ny og næ - så vi tørrer lige øjnene igen... og heldigvis kommer mine drenge med deres far på en skønno tur til Italien og det er nok det der glæder mig allermest.
Og det er jo ikke forbudt at dagdrømme om, at en eller anden på magisk vis får en flybillet til overs - eller lige får brug for en wing(wo)man på turen til Bornholm eller Barcelona. Jeg er en fremragende rejsepartner - skal siges - og kan tjekke ud af butikken med kort varsel.
Så mens alle I andre flyver afsted til den græske Ø 'Kolofonos' og drikker bouzaka med Stravros og Vaklos på den lokale taverna - så tager jeg i aften bussen til centrum af Netflix, hvor jeg bliver noget af weekenden. Har lige noget narko der skal distribueres, nogle mord der skal opklares.
Ses mandag... -ish
onsdag den 6. juli 2016
I like to move it, move it... IV
Ååååårh nej... Skal hun nu flytte igen??
Ja, det skal hun og I skal med!! Lyder det ikke spændende?
I sommeren 2012 startede jeg 'Det Sagde Hun Også Igår'. I 4 år har jeg skrevet stort og småt - flittigt og i perioder - meget mindre flittigt.
Der er sket virkeligt meget i de år. Knuste hjerter - helede hjerter - mere knust hjerte, nedtur og optur, flytninger, hækling, huse, venner, børn, hverdag og et kæmpe spring ud i en afgrund af frihed som selvstændig - kort sagt, erfaringer som rejsende i livet - det indre og det ydre.
Nogle gange har I været med - andre gange ikke - og sådan skal det være, her hos mig...
Det der har bundet os sammen, har hele tiden været min lyst og trang til at skrive - og det er ikke blevet mindre - tværtimod.
Denne her blog har været et lille lyst-baseret appendiks til mit liv - men hvis man vil have noget til at blomstre, hvis man vil have tingene til at ske - så må man ikke bare lægge en indsats, men også skabe luft, vej og fucking prioritere - så det gør jeg nu. Eller hvis man var den citat-liderlige type, så kunne man lige droppe sådan én her:
Never give up
on something you can't go a day
without thinking about
Bloggen holder derfor flyttedag og rykker med over på mit firmas officielle site. Min tanke var fra start, at jeg ville holde de to adskilt. Synes måske ikke det klædte min faglige profil, at vise min mere ærlige, sårbare og gakkede side... men hvis der er noget jeg har lært her i Foråret 2016, så er det, at man kan ikke rigtig få det ene, uden også at få det andet.
Navnet på denne lille nye bastard bliver UPS!! Umage Perspektiver på Situationen - men indholdet bliver mere eller mindre som I allerede kender det. Og jeg håber virkelig at I flytter med...
Til at starte med poster jeg indlæg begge steder - eller rette smider en teaser her (udtales 'tisser', hvis man er fra Fyn)...
See you on the other site:
http://www.umagebureau.dk/blog/
Ja, det skal hun og I skal med!! Lyder det ikke spændende?
I sommeren 2012 startede jeg 'Det Sagde Hun Også Igår'. I 4 år har jeg skrevet stort og småt - flittigt og i perioder - meget mindre flittigt.
Der er sket virkeligt meget i de år. Knuste hjerter - helede hjerter - mere knust hjerte, nedtur og optur, flytninger, hækling, huse, venner, børn, hverdag og et kæmpe spring ud i en afgrund af frihed som selvstændig - kort sagt, erfaringer som rejsende i livet - det indre og det ydre.
Nogle gange har I været med - andre gange ikke - og sådan skal det være, her hos mig...
Det der har bundet os sammen, har hele tiden været min lyst og trang til at skrive - og det er ikke blevet mindre - tværtimod.
Denne her blog har været et lille lyst-baseret appendiks til mit liv - men hvis man vil have noget til at blomstre, hvis man vil have tingene til at ske - så må man ikke bare lægge en indsats, men også skabe luft, vej og fucking prioritere - så det gør jeg nu. Eller hvis man var den citat-liderlige type, så kunne man lige droppe sådan én her:
Never give up
on something you can't go a day
without thinking about
Bloggen holder derfor flyttedag og rykker med over på mit firmas officielle site. Min tanke var fra start, at jeg ville holde de to adskilt. Synes måske ikke det klædte min faglige profil, at vise min mere ærlige, sårbare og gakkede side... men hvis der er noget jeg har lært her i Foråret 2016, så er det, at man kan ikke rigtig få det ene, uden også at få det andet.
Navnet på denne lille nye bastard bliver UPS!! Umage Perspektiver på Situationen - men indholdet bliver mere eller mindre som I allerede kender det. Og jeg håber virkelig at I flytter med...
Til at starte med poster jeg indlæg begge steder - eller rette smider en teaser her (udtales 'tisser', hvis man er fra Fyn)...
See you on the other site:
http://www.umagebureau.dk/blog/
søndag den 3. juli 2016
Tåler hverdagens loop en lup?
Jeg har tidligere ikke været super skrap til det der ferie-koncept som helhed... og sommerferien har ligesom altid været 'det ypperste'.
Man har en idé om at det er nu man kan slappe af, være sig selv - den man i virkeligheden er - med solbrun hud, masser af tid - et glas kold rosé i den ene hånd og en klassisk roman i den anden. Helt afslappet og i zen - høste frugterne af en komprimeret og hektisk hverdag.
I stedet kommer sommerferien nogle gange til at være sådan en slags forstørrelsesglas henover hverdagen. Hvis man er stresset tager det tid at falde ned og så fornemmer man for alvor, at det mentale lokum brænder.
Hvis det knaser lidt i parforholdet mærkes det endnu mere, fordi man nu også rent faktisk er nødt til at bruge tid sammen med sin såkaldt bedre halvdel - eller man oplever den knugende 'ensomhed i fællesskabet' endnu mere, fordi kontrasten får rum og tid til at vokse i anledningen af samvær... (nemlig ja - der kom lige en fra eget livsarkiv).
Jeg holder i disse dage ferie med mine to store drenge og vi har været i landets hovedstad. Teenage-baroner og pubertetsprinser, der går fra at være små tjekkede voksne til store mutte drenge og tilbage igen på kun 10 sekunder. Jeg går i bogstavligste forstand bag dem det meste af tiden (fordi det åbenbart er mega 'not' at følges med sin moar) - og herfra er jeg skiftevis irriteret og berusende lykkelig.
Normalt går lyder mine udbrud som noget i retning af: "kom nu lige lidt op i gear, for helvede". I anledning af ferien opgraderede jeg i dag til: "Vi aflyser ferien, små ego-røvhuller" fordi deres zombi sløvhed ramte loftet for acceptabel adfærd.
Senere tilføjede jeg sætninger som: "det har været en pissehyggelig dag" og "der er ingen jeg hellere vil opleve det her med, end sammen med Jer to!". Sidstnævnte er en sandhed, der kommer fra det inderste og holder helt ud i evigheden.
Med løfter om almen dannelse, kulturelle oplevelser og cola - havde vi en super dag. Grineflip i et kælderrum på Glyptoteket - takket være Snapchat og nogle mumier - samt sand gastronomisk rock'n'roll på Papirøen og Copenhagen Streetfood.
København, Kroatien eller Kreta - én sommerferie gør ingen flugt - og jeg konkluderer at min hverdag tåler forstørrelsesglasset... Alt er heldigvis er som det skal være. Ude og hjemme.
Man har en idé om at det er nu man kan slappe af, være sig selv - den man i virkeligheden er - med solbrun hud, masser af tid - et glas kold rosé i den ene hånd og en klassisk roman i den anden. Helt afslappet og i zen - høste frugterne af en komprimeret og hektisk hverdag.
I stedet kommer sommerferien nogle gange til at være sådan en slags forstørrelsesglas henover hverdagen. Hvis man er stresset tager det tid at falde ned og så fornemmer man for alvor, at det mentale lokum brænder.
Hvis det knaser lidt i parforholdet mærkes det endnu mere, fordi man nu også rent faktisk er nødt til at bruge tid sammen med sin såkaldt bedre halvdel - eller man oplever den knugende 'ensomhed i fællesskabet' endnu mere, fordi kontrasten får rum og tid til at vokse i anledningen af samvær... (nemlig ja - der kom lige en fra eget livsarkiv).
Jeg holder i disse dage ferie med mine to store drenge og vi har været i landets hovedstad. Teenage-baroner og pubertetsprinser, der går fra at være små tjekkede voksne til store mutte drenge og tilbage igen på kun 10 sekunder. Jeg går i bogstavligste forstand bag dem det meste af tiden (fordi det åbenbart er mega 'not' at følges med sin moar) - og herfra er jeg skiftevis irriteret og berusende lykkelig.
Normalt går lyder mine udbrud som noget i retning af: "kom nu lige lidt op i gear, for helvede". I anledning af ferien opgraderede jeg i dag til: "Vi aflyser ferien, små ego-røvhuller" fordi deres zombi sløvhed ramte loftet for acceptabel adfærd.
Senere tilføjede jeg sætninger som: "det har været en pissehyggelig dag" og "der er ingen jeg hellere vil opleve det her med, end sammen med Jer to!". Sidstnævnte er en sandhed, der kommer fra det inderste og holder helt ud i evigheden.
Med løfter om almen dannelse, kulturelle oplevelser og cola - havde vi en super dag. Grineflip i et kælderrum på Glyptoteket - takket være Snapchat og nogle mumier - samt sand gastronomisk rock'n'roll på Papirøen og Copenhagen Streetfood.
København, Kroatien eller Kreta - én sommerferie gør ingen flugt - og jeg konkluderer at min hverdag tåler forstørrelsesglasset... Alt er heldigvis er som det skal være. Ude og hjemme.
 |
| Fandt en bibel i Glyptotekets boghandel. <3 |
 |
| Et tidligt medlem af Village People...? |
 |
| Fed udsigt, fantastisk mad, fabelagtigt selskab. |
fredag den 1. juli 2016
Hellere kriger end kujon
For nylig havde jeg en snak med en veninde og tør jeg godt tilføje 'medrejsende soulmate'. Emnet var, som så mange gange før 'kærlighed og parforhold'... Kærlighed til os selv og kærlighed til andre.
Lad mig med det samme understrege: Jeg har IKKE facit og på mange måder ville mit liv sikkert være en hel del nemmere, hvis jeg kunne slække lidt på egne krav og ønsker og bare rulle ind i den første og bedste trofaste favn - og så se igennem fingrene med resten. Overgive mig til tryghedens laveste fællesnævner...
Når jeg kigger i spejlet, så ser jeg mig selv - der kæmper mig igennem et problemfyldt, sårende, opløftende, livsbekræftende, svedigt, kærlighedsfyldt, selvstændigt, frit, sjovt, lammende, fantastisk og fuldstændigt frygtindgydende liv...
Og når jeg har stirret videre igennem angsten, ensomheden, tvivlen - så får jeg heldigvis øje på ønsket, troen, viljen og håbet. Det ukuelige håb om, at der er andre og flere end mig - der tør at vælge potentialet og troen på noget fantastisk - som vi ikke nødvendigvis har endnu eller kun har fået en lille bitte snert af - fremfor noget, som nok er sikkert men valgt ud fra frygt eller komfort - og som får sjælen til at implodere eller bare visne lidt efter lidt. Jeg ved det, for jeg har faktisk prøvet det.
I marts måned indrømmede jeg med tårer ned af begge kinder, for en flok fremmede mennesker, at min største og mest altædende frygt er, at blive forladt. Det er det ikke mere.
Min største frygt, er at miste troen på livet - som et sted hvor der også er plads til en som mig: En tidsel, en labrador, en ven, en datter, en mor, en formidler, en naiv-stærk-sjov-sårbar-ærlig-håbefuld-sarkastisk-godtroende-tatoveret tosse - med hovedet i skyerne, fødderne i jorden og et hjerte der kontinuerligt prøver at forbinde det hele.
Og uanset om kærligheden kommer som romantik - eller en i en af de mange andre former den heldigvis også har - så ved jeg, at jeg er tro mod mig selv - hele vejen.
Bagefter blev jeg lidt trist - for vores samtale synes at understrege, at langt fra alle vælger et liv og et parforhold, hvor udgangspunktet er kærlighed: Folk bliver sammen i forhold og relationer, af så utroligt mange andre grunde end kærlighed; ... praktik, økonomi, venskab, børn, frygt, komfort...
Lad mig med det samme understrege: Jeg har IKKE facit og på mange måder ville mit liv sikkert være en hel del nemmere, hvis jeg kunne slække lidt på egne krav og ønsker og bare rulle ind i den første og bedste trofaste favn - og så se igennem fingrene med resten. Overgive mig til tryghedens laveste fællesnævner...
Det sker faktisk engang imellem, at jeg overvejer det - det ser nemlig ud til at fungere for virkeligt mange.... Hvad man til gengæld ikke kan se er, om der under overfladen er rolige vande eller floder af lava, der brænder gennem hjerte, sind og krop og efterlader sorte aftryk overalt.
Jeg blev for nyligt kaldt for 'en romantiker med realitetssans'... er i det hele taget blevet kategoriseret af diverse folk i mit liv som bl.a.: Min egen værste fjende, en sart blomst, en labrador, en tidsel, en kæmper...
Sandheden er, at jeg er det hele - og jeg er intet af det. Jeg er bare mig. På godt og ondt - og som hver eneste good damn day - prøver at holde mig selv på den sti, som JEG tror er sand, rigtig og allervigtigst - som giver mening for mig. For uden mening, giver intet mening.
Når jeg kigger i spejlet, så ser jeg mig selv - der kæmper mig igennem et problemfyldt, sårende, opløftende, livsbekræftende, svedigt, kærlighedsfyldt, selvstændigt, frit, sjovt, lammende, fantastisk og fuldstændigt frygtindgydende liv...
Og når jeg har stirret videre igennem angsten, ensomheden, tvivlen - så får jeg heldigvis øje på ønsket, troen, viljen og håbet. Det ukuelige håb om, at der er andre og flere end mig - der tør at vælge potentialet og troen på noget fantastisk - som vi ikke nødvendigvis har endnu eller kun har fået en lille bitte snert af - fremfor noget, som nok er sikkert men valgt ud fra frygt eller komfort - og som får sjælen til at implodere eller bare visne lidt efter lidt. Jeg ved det, for jeg har faktisk prøvet det.
I marts måned indrømmede jeg med tårer ned af begge kinder, for en flok fremmede mennesker, at min største og mest altædende frygt er, at blive forladt. Det er det ikke mere.
Min største frygt, er at miste troen på livet - som et sted hvor der også er plads til en som mig: En tidsel, en labrador, en ven, en datter, en mor, en formidler, en naiv-stærk-sjov-sårbar-ærlig-håbefuld-sarkastisk-godtroende-tatoveret tosse - med hovedet i skyerne, fødderne i jorden og et hjerte der kontinuerligt prøver at forbinde det hele.
Og uanset om kærligheden kommer som romantik - eller en i en af de mange andre former den heldigvis også har - så ved jeg, at jeg er tro mod mig selv - hele vejen.
mandag den 30. maj 2016
What goes around...
Det tager lidt tid at lære, at det man sender ud i verden - kommer tilbage. En proces jeg lige nu nyder at udforske...
Og når man så finder sådan en seddel her - i bunden af posen - fra et 'stort og anerkendt madhus' - så kan man jo spekulere lidt over - om kanalerne for god karma og kærlighed er underordnede... eller om der er en lille muse-bitte mulighed for, at man handler der lidt for ofte...
WhatEVER. Jeg blev glad :-)
Og når man så finder sådan en seddel her - i bunden af posen - fra et 'stort og anerkendt madhus' - så kan man jo spekulere lidt over - om kanalerne for god karma og kærlighed er underordnede... eller om der er en lille muse-bitte mulighed for, at man handler der lidt for ofte...
WhatEVER. Jeg blev glad :-)
onsdag den 11. maj 2016
Masser af Body Index
Big news idag, har været at folk med et BMI over de famøse 25 lever længere... #egtvedpigenwatchout
Det har affødt grafik/test som nedenstående... #stopjerselv
Løb lige ind i noget akut migræne. Som om jeg behøver at kigge i en tabel for at se hvem af de to jeg ligner... selv frisuren har de forhelvede ramt rigtig med.
Og notér lige en joy-killer af værste skuffe, der citeres:... #professornedtur
søndag den 8. maj 2016
En pølse, skal serveres med følelse...
Ville have elsket at lægge dette på FB eller Insta - men så bliver jeg nok bare trukket ud til siden og får min profil likvideret...
Hvorfor jeg havnede på dette indlæg fra start, kigger vi lige bort fra - men placeringen af banner annoncen left me speechless...
Klummen er forøvrigt skrevet af Ditte Giese, som er både knivskarp og vidunderligt sjov!
Hvorfor jeg havnede på dette indlæg fra start, kigger vi lige bort fra - men placeringen af banner annoncen left me speechless...
Klummen er forøvrigt skrevet af Ditte Giese, som er både knivskarp og vidunderligt sjov!
mandag den 25. april 2016
Mandags konklusion
- det er åbenbart upassende at være fornærmet over ventetiden hos sin læge...
når man er en time forsinket og konsultationen egentlig er lukket.
når man er en time forsinket og konsultationen egentlig er lukket.
onsdag den 30. marts 2016
Påsken kort:
Rødvin, tapas, hovedpine, arbejde, kiksekage, netflix, gode venner, løb, movienight, kiksekage, netflix, straffespark, kiksekage, løb, museum, restaurant, kiksekage, dewalt, påskefrokost, netflix...
That was fun. Glæder mig til Jesus står op igen næste år.
That was fun. Glæder mig til Jesus står op igen næste år.
tirsdag den 22. marts 2016
Bat eller børge?
Jeg er blevet inviteret ud i aften... af et dejligt menneske - så alle forudsætninger for nogle gode timer er til stede. Men... skal man egentlig være bange eller glæde sig, når aftenens tema er 'bræt & pølse'??
Gys eller guf?
Gys eller guf?
torsdag den 17. marts 2016
Nuts and guts
Man ved bare at man er igang med nogle ret 'intensive' overspringshandlinger - når man har fået løbetøjet på - incl huen og vintertights - og man så iført tre lag tøj - frivilligt går igang med at pudse vinterstøvler og tjekke forældreintra. Aktiviteter, som man ellers kun laver, hvis nogen holder en tændt lighter under ens højre øreflip mens de synger 'Når jeg ser et rødt flag smælde'....
Prokastination. Det smager sjovt nok lidt af 'pro kasteration'.... og det er vel det man gør - klipper lidt den ene eller begge 'nødder' af sig selv mentalt - når man prøver at undgå eller udsætte ubehaget, der ligger forude.
Og det er ok, lige at blive hængende på Netflix lidt ekstra. for nu at se om Bobby rent faktisk får skåret fingrene af, mens man hækler to ekstra rækker - selvom man burde indberette moms (eksemplet er hentet ud af fri fantasi).
Eller man pløjer Pinterest igennem vandret, lodret og diagonalt - i stedet for at ringe til Bente fra Kommunen.
Det er bare ikke så ok, når man ubevidst kommer til at holde livet ud i strakt arm, fordi det er mere bekvemt at lade være med at tage stilling eller handle.
Vi overbeviser os selv om at det er 'vigtigere' at bruge 3 timer på YouTube, klippe plænen med en neglesaks eller rive ting ned fra hylderne i en interiørbutik - end på at vende blikket lidt mod de indvendige landskaber og udvendige horisonter.
Jeg havde engang en veninde, som sagde til mig, at jeg havde 'de største nosser på Nordfyn'.... Jeg havde lige sagt mit faste job op for at blive selvstændig og havde ingen plan B. (Det har jeg stadigvæk ikke). I det hele taget - så er jeg i nogle situationer udstyret med både mod og handlekraft: Jeg er fx ikke bange for at flytte, jeg er ikke bange for at være en fattig-røv, møde nye mennesker, køre til Amsterdam i en Up eller sige til nogen at jeg elsker dem (er faktisk meget mere bange for ikke at få det sagt)...
Hendes erklæring om mit vedhæng passer ikke helt: Der gået mange bevidstløse ligegyldige handlinger på literen - alt sammen for at undgå at håndtere: Mig selv... at tænde lommelygten og kigge indad og se skyggerne danse. I mange år, har jeg fundet på alle mulige andre 'vigtigere' ting der skulle ordnes, passes og plejes... alt sammen for at undgå at håndtere det største monster - og den der trængte mest til min kærlighed og opmærksomhed af alle.
For en ting er at have store og fine tanker: Fantasere løs om alt det man gerne vil udrette i sit liv - overbevise sig selv om hvad man er eller ikke er for en person.
En anden, men langt værre ting er, at resultatet af prokastination og selv-kasteration (for at slippe for midlertidigt at forlade sin økonomiske / mentale / familiære / kropslige / arbejdsrelaterede comfort-zone) med tiden kan resultere i, at man lever og agerer på en måde, som i sidste ende fører en væk fra de drømme og værdier, der virkeligt tæller på det personlige plan. Ikke værdier som man har pga eller for andre - men ens helt egne: Dem man burde bruge til at navigere efter, når alt andet er skrællet væk.
Så en dag står man så der, og kan ikke forstå, hvor man blev af og hvad det var man godt ku' li og hvorfor...
Og tag det fra en der har prøvet det: Hvis verden prøver at vælte dig, og du har mistet dit livs-kompas - så er du på skideren.
...
Min eftermiddag så umiddelbart ud til, at være præget af en super flot og rutineret indflyvning til nogle overspringshandlinger, som så mange gange før. Men ... jeg havde ligesom en aftale - med mig selv og min fremtid - og den blev holdt. Se bare hvor dejligt det kan være... bagefter. Jeg ser næsten fredfyldt ud, og det er IKKE fordi, at jeg er på vej ind for at spise min egen vægt i kokosmakroner:
Prokastination. Det smager sjovt nok lidt af 'pro kasteration'.... og det er vel det man gør - klipper lidt den ene eller begge 'nødder' af sig selv mentalt - når man prøver at undgå eller udsætte ubehaget, der ligger forude.
Og det er ok, lige at blive hængende på Netflix lidt ekstra. for nu at se om Bobby rent faktisk får skåret fingrene af, mens man hækler to ekstra rækker - selvom man burde indberette moms (eksemplet er hentet ud af fri fantasi).
Eller man pløjer Pinterest igennem vandret, lodret og diagonalt - i stedet for at ringe til Bente fra Kommunen.
Det er bare ikke så ok, når man ubevidst kommer til at holde livet ud i strakt arm, fordi det er mere bekvemt at lade være med at tage stilling eller handle.
Vi overbeviser os selv om at det er 'vigtigere' at bruge 3 timer på YouTube, klippe plænen med en neglesaks eller rive ting ned fra hylderne i en interiørbutik - end på at vende blikket lidt mod de indvendige landskaber og udvendige horisonter.
Jeg havde engang en veninde, som sagde til mig, at jeg havde 'de største nosser på Nordfyn'.... Jeg havde lige sagt mit faste job op for at blive selvstændig og havde ingen plan B. (Det har jeg stadigvæk ikke). I det hele taget - så er jeg i nogle situationer udstyret med både mod og handlekraft: Jeg er fx ikke bange for at flytte, jeg er ikke bange for at være en fattig-røv, møde nye mennesker, køre til Amsterdam i en Up eller sige til nogen at jeg elsker dem (er faktisk meget mere bange for ikke at få det sagt)...
Hendes erklæring om mit vedhæng passer ikke helt: Der gået mange bevidstløse ligegyldige handlinger på literen - alt sammen for at undgå at håndtere: Mig selv... at tænde lommelygten og kigge indad og se skyggerne danse. I mange år, har jeg fundet på alle mulige andre 'vigtigere' ting der skulle ordnes, passes og plejes... alt sammen for at undgå at håndtere det største monster - og den der trængte mest til min kærlighed og opmærksomhed af alle.
En anden, men langt værre ting er, at resultatet af prokastination og selv-kasteration (for at slippe for midlertidigt at forlade sin økonomiske / mentale / familiære / kropslige / arbejdsrelaterede comfort-zone) med tiden kan resultere i, at man lever og agerer på en måde, som i sidste ende fører en væk fra de drømme og værdier, der virkeligt tæller på det personlige plan. Ikke værdier som man har pga eller for andre - men ens helt egne: Dem man burde bruge til at navigere efter, når alt andet er skrællet væk.
Så en dag står man så der, og kan ikke forstå, hvor man blev af og hvad det var man godt ku' li og hvorfor...
Og tag det fra en der har prøvet det: Hvis verden prøver at vælte dig, og du har mistet dit livs-kompas - så er du på skideren.
...
Min eftermiddag så umiddelbart ud til, at være præget af en super flot og rutineret indflyvning til nogle overspringshandlinger, som så mange gange før. Men ... jeg havde ligesom en aftale - med mig selv og min fremtid - og den blev holdt. Se bare hvor dejligt det kan være... bagefter. Jeg ser næsten fredfyldt ud, og det er IKKE fordi, at jeg er på vej ind for at spise min egen vægt i kokosmakroner:
tirsdag den 8. marts 2016
Glædelig 8. marts...
Aaaarhhh... I troede jeg havde glemt den, ik? Kvindernes Internationale Kampdag. Not a chance. Heller ikke selvom jeg mener, at den sag skal og bør der kæmpes for hver eneste ene fucking dag - og ikke kun den 8. marts! Heldigvis er der allerede sagt så meget godt og klogt af andre skønne kvinder... så kan sænke barren lidt her for mig selv. (Ikke engang mine strømper er røde... de er faktisk mere stribede.)
Og hvad har denne ikoniske dag så budt på, for mig og min frihedselskende feminist-sjæl...:
Yngelpleje af to sønner med 'mandfluenza'. Og til mine fremtidige svigerdøtre: Jeg har forsøgt ikke at nurse dem alt for hårdt, for ligesom at holde 'ynk' i ave... men noget siger mig at det ligger dybt i deres dna og ikke sådan lige kan pilles ved.
En løbetur, der begyndte med at jeg nærmest faldt over en ældre herre, der var væltet på sin knallert. Der lå han så på ryggen, men sin 'mopede' henover sig. Trine hen og hive knallert op... stille den fra sig... forsøge at hive 'Gammelnok' på benene. Omtrent lige så let som at få Giza pyramiden ned at ligge på den ene side...
Hvis du ikke har forstået budskabet mellem linierne herover - så er temaet - mænd, der hjælpes af kvinde...
Hvad har jeg gjort for mig selv idag...? Kæmpet for mit velvære fysisk og mentalt, holdt kontakt til dem jeg elsker og værdsætter, arbejdet på listen over De 10 vigtigste TV-serier - og sidst men ikke mindst - tilladt mig selv at nørde igennem med to af de ting jeg holder svært meget af: Vinyl og papir. (Tjek lige det pladecover - det er så cool)
P.S. Billedet øverst i indlægget er desværre et par år gammelt - men prøv lige at tjekke noget 'armcandy' jeg havde - næsten blottet for mormor-triceps. Sådan nogle vil jeg ha' igen - og hvis du har tips og tricks til det - så byd endelig ind nu... for jeg er ligesom kommet til at love en af dem, der deltog den legendariske aften - at til maj ser mine arme sådan ud igen... shit shit shit. Hvad jeg ikke behøver at gentage, er udhaleringen (den grimme modsætning til inhalering) af den StarMix jeg senere leverede ude foran Café Viking...
mandag den 7. marts 2016
Nerd-alert
Jeg har fået nyt anlæg... and I'm not kidding - hvis man kan abstrahere fra den lette lugt af kælder, som lige hænger lidt i højtalerne - så er jeg KISTEGLAD for det!! Også selvom det er ældgammelt og jeg måske ville synes det var fedt med en nyere model. (Don't we all?...)
I en alder af 42, så man mig forvandle sig til... en vinyl-nørd. Hvem fanden havde set DET komme?? (Hvis du havde, så ring lige - we need to talk!!)
Som mange andre har jeg bevidstløst streamet musik i de sidste par år - ladet andre vælge for mig... radiokanaler, YouTube, mennesker... og det kan være så fint - men man glemmer ligesom lidt at vælge noget til! Desværre en tendens, som ligger smerteligt tæt op af måden mange generelt lever på også... at det hele bare kværner derud af - og man ikke lige får mærket, hvad fanden er det nu der giver genklang og får sjælen til at synge.
Dette får min sjæl til at synge... Har aldrig hørt musik før på denne måde og elsker det. Min liste over vinyl der skal skaffes vokser og vokser. Og ligeledes elsker jeg, at næste projekt - listen over hvad der ellers giver værdi her i livet, også begynder at ligne noget. (Bare rolig - det er noget langhåret rundkreds-snak som du kommer til at høre meeeeget mere om.)
P.S. Er du nu typen som ligger inde med noget gammel vinyl, som du ved du ikke får i brug, så skriv da lige, søte. Der er bred smag her og alt for lidt på lager.
fredag den 19. februar 2016
Love me do
Jeg fik idag en nydelig og diskret forespørgsel på, om der stadig er liv - her... og jeg blev fandme så glad. Fordi jeg et kort sekund havde følelsen af, at mine tilstedeværelse her gør en forskel for ihvertfald ET andet menneske end mig selv.
I det hele taget, har jeg (ironisk nok) meget at være taknemmelig og lykkelig for i øjeblikket og det ER jeg - til trods for, at jeg på mange måder står i mit eget personlige Ground Zero - sådan som det må have set ud den 12. september...
Sagen er nemlig den, at netop som man tror at kærligheden har forladt ens liv - på den mest brutale og utilgivelige måde - så viser den sig igen i dens reneste og fineste form fra så mange sider. Det er den stærkeste medicin der findes.
Og så er der selvfølgelig ham her... som hjælper på sin egen særlige måde - og som har fat i den lange ende, når det kommer til den kærlighed, som kommer til at være virkeligt meget på tapetet for mig i 2016...
Abonner på:
Opslag (Atom)