søndag den 23. juli 2017

In the doghouse

Jeg har fået hund. Sådan rigtigt... et ægte kræ med pels og poter. Navnet er Frida - aka 'Den Gule Røvbanan' eller 'Fritze' - med slet skjult hentydning til Josef Fritzl - som (også) holdt en ung kvinde indespærret.

Inden man køber en hund, foregår der lidt det samme som når man vil være selvstændig:... folk tæppebomber én med egne projektioner. Som regel noget der går på 'manglende frihed', 'afhængighed', 'penge' og 'jeg vil gerne, men det turde jeg aldrig'. (Tak for holdningen og tillykke med den - vi ved jo alle sammen at netop disse begreber ikke er bøjelige. Let ironi indsat). 
Og ja - der er da tider hvor det er 'a big ball and chain' - men som alle andre lidt mere seriøse forpligtelser, så er det svært at få honning uden af og til at skulle stikke poten i bistaden.

Det er skønt, anstrengende og kræver lidt vedholdenhed... og lidt ligesom når man har børn: Intet går som forventet og man skal være klar til at gå og samle lort op - både i direkte og indirekte betydning.

Heldigvis er der ting vi er meget enige om:
Sofaen er et lækkert sted. (Desværre kun én af os, der har adgang til den). 

Mad er en super magtfuld motivator og vi vil gå langt for at få det - især hvis en anden serverer det.
Hus og have er også noget vi begge bruger tid på - fx hjælper hun med at skrabe maling af panelerne, og afkalke fliser - med tænderne. 
Jeg elsker min lille hippie have og det gør hun også... vi har dog forskellige vinkler på hvor og hvordan gravearbejdet skal foregår og hvordan man behandler blomster generelt, for at få det pæneste resultat.

Der er også nogle steder, hvor vi ikke helt mødes i porten:
Jeg kan godt li' at sove alene - det kan hun ikke. Et slag jeg tabte efter en 3-ugers indsats på gulvet i entreen og min krop måtte kapitulere. Nu sover vi begge i soveværelset - heldigvis i hver sin seng!
Jeg er ikke så vild med golf - det er hun tydeligvis, hvorfor hun er igang med at anlægge en bane på min græsplæne. 7 huller er det blevet til... Jeg ved ikke meget om golf, (heldigvis) men jeg tror at hun mangler at gøre lidt research - nogle af hullerne er nemlig lige store nok og en kende for asymetriske.

En meget tidligere ekskæreste, har engang udtalt om mig - at jeg var 'ligesom en labrador'...: (alt for) hengiven, loyal og klæbende. (Han ville meget hellere have en der var 'mere som en kat'... ROLLING MY EYES). Og hvis man synes at hengiven og loyal er dårlige egenskaber (host, undskyld, sagde du 'skygger'...???) - så skal man heller ikke vælge som jeg har gjort. Men jeg fortryder INTET. Eller kun lidt.    

Men nu er vi et team... mig og Fritze og i de store linier går det godt - vi har vildt meget vi skal sammen - spise kiks, sove middagslur, ud i det fri og æde livet, bid for bid.


Og man kan få fuckboys og kager og jordbær for sjov
men der er intet så skønt som en vuffeli vov







2 kommentarer:

  1. Jeg kan se hele scenariet for mig Trine...og man kommer jo langt med humor ;-). Hun er nu alligevel nuttet - hende Frida :-)

    SvarSlet
  2. Sikke en dejlig lille dame
    har også hørt mange jamen så du jo bundet... jo det måske lidt mere besværligt at tage 14 dage til Thailand, men nu vil jeg heler 1 uge i sommerhus med min hund så intet tabt, smag og behag.
    håber I får mange gode år
    🐾 her fra

    SvarSlet