fredag den 30. oktober 2015

Tillid & tidsler

Jeg har nævnt det før og jeg siger det igen: Det er i tider som disse at man opdager at man er godt ved muffen, når det kommer til social kapital.

Igår havde jeg den skønneste aften, i godt selskab, med dejlig mad og rød drue i flere afskygninger og tilhørende samtale, der var inde og røre ved noget af det essentielle og skubbe lidt rundt på tingene. 

Essensen i en god og dyb samtale er defineret af mange elementer - tillid, nærvær og ikke mindst ærlighed - og for mig er det den største tillidserklæring, når mine venner har tiltro nok til 'os' til at skubbe mig lidt i den rigtige retning, hvis jeg snubler rundt ude i rabatten. 
Måske er jeg ikke altid enig... måske giver jeg lidt modstand, taler udenom, argumenterer imod eller bliver en anelse såret - men det giver altid, ALTID stof til eftertanke og jeg skatter det højt - fordi det betyder, at jeg betyder noget. I matter.

Andre vigtige ting, jeg har med fra igår er konstateringen om, at jeg ikke er en sart lille blomst, men tværtimod en tidsel... og HVIS jeg skal være en plante, så må det faktisk hellere end gerne være den insisterende, irriterende, stikkende vækst med den smukke lilla blomst.
Jeg ved nu også, at man ikke skal hænge sit tøj på en 'skumtjener', men at man der måske er et marked for at være 'skunktjener' - og sidst men ikke mindst at der er forskel på folk, når det kommer til brandmænd - altså dem der slukker ildebrande (i trusser).

God røv og god weekend. Ryk lidt frem i bussen, også selvom du ikke helt tør at overtage rattet endnu. Husk hvad Denzel siger (med en stemme der muligvis før har tilhørt en engel):
"If I'm going to fall. I want to fall forward". 



lørdag den 24. oktober 2015

The choices we make

... eller på bustur i Livets Dal


Hvad gør man egentlig, når alt er kaos og man føler sig splittet og trukket i alle retninger? Når man enten har mærket så meget efter, at man et helt følelsesløs - eller man ikke har turdet åbne låget på kassen med mærkatet: 'Ønsker for Livet'... af bare frygt for hvad man finder.

Hvor går man hen, når ingen andre end en selv har svaret på - og ansvaret for - hvad der skal ske med det der satans liv? Når man er tvunget til, at rejse sig fra bagsædet i bussen, og gå op og sætte sig bag rattet, for at få ruten til at følge drømmene...?
For hvad nu med chaufføren der kørte før? Hvad hvis de andre passagerer er nødt til at stå af? Fordi de ikke kan eller vil køre samme vej? Finder de en anden rute? Og hvad nu hvis man rammer nogen på vejen på vej mod destinationen og de bliver såret? 
Et stykke hen ad vejen er disse bekymringer og risici helt reelle. Det er præcis lige så uundgåeligt, som det er at beskytte sig selv mod livets kindheste generelt. Helt umuligt.

Men hvornår er det egentlig ok at prioritere sin helt egen lykke? Uanset hvilken form den har...


Jeg tror ikke at der er noget endegyldigt svar på det spørgsmål - alene at skrive det føles lidt svært og ucharmerende. Grænserne for hvad vi hver især kan tåle og vil gå på kompromis med, er tilsyneladende yderst varierende.

Dengang jeg skulle skilles fra drengenes far, og jeg var helt askegrå indeni af sorg over at splitte deres liv i atomer, var der en der sagde til mig, 'at det ikke altid føles godt, at tage de rigtige beslutninger'. Ordene var en stor trøst og det er en af de største sandheder et andet menneske har fortalt mig. Det har været mit tanke-anker ofte og jeg tilgav mig selv i takt med, at alt faldt på plads igen - blot på en anden måde.


For mig er angsten for, hvad der sker med kvaliteten af den værdifulde korte tid der er til rådighed, en evig stærk drivkraft til altid at forsøge at få boblen i hjertet til at være i vater.  

Det er hårdt at være chauffør i eget liv. Men hvis der er noget jeg ved med bombe(attrap) sikkerhed - midt i alt det jeg ikke ved - så er det, at det er fatalt ikke at være det. Et køretøj uden chauffør er enten dødensfarligt eller på vej i grøften. 

tirsdag den 20. oktober 2015

På en dag som idag

... som bare skal indtages ca et minut af gangen, for ikke at vælte omkuld i modvinden og blive liggende helt stille - tænkes der godt nok en del over, om hvilket af de to nedenstående udsagn (begge sagt om mig) - der passer bedst:

1) At jeg er en (fucking) korkprop, der altid kommer op til overfladen. 
(Fucking har jeg selv tilføjet for at simulere noget seriøs fynsk badass attitude)

2) At jeg er min egen værste fjende. 
(Her tilføjer jeg ikke noget. Det står så fint selv. Et fejlslagent forsøg på omsorg, skåret i flint).





Rasmus - dagens musikalske støtteperson...



lørdag den 10. oktober 2015

Indblik

Fornavnet er det samme... ellers må man konstatere et skred i flere af nedenstående oplysninger.



Vil dog lige tildele mig selv en lille high-five for ambitionsniveauet og musiksmagen. Altså ikke ABBA - men Shekin...!

onsdag den 7. oktober 2015