mandag den 30. november 2015

søndag den 8. november 2015

Søndagsshopstop

Skulle i virkeligheden på arbejde idag... men det glemte jeg lidt, fordi jeg kom til at gå i Magasin i stedet. 

Super sted... især hvis man evt havde haft en gaffel med, som man kunne have stukket i ørerne for at opleve helt regulær smerte - istedet for den ekstreme lidelse, der er ved at høre jule-softpop i starten af november måned. 

Stop det. Nu. #firestarter #brænderlortetned

Der var så mange fine tilbud - sjovt nok altid med et lille 'aber-dabei' som appendiks... 

  • 50% på alle varer på stativet (hvis du afleverer din førstefødte ved kasse 1)
  • Køb 2 (og få ikke en skid gratis)
  • 10% på udvalgte (læs: stort set ingen) varer, hvis du får et goodie-card (og vi må lammetæve-spamme din indbakke med uinteressante tilbud)

På mange måder minder det lidt om livet generelt. Apparently nothing comes cheap.

Og der gik jeg så rundt og rørte ved en masse dyrt dametøj (det er Magasin forhelvede - der er ikke andet end dyrt tøj, Einstein), prøvede lidt og tænkte over, hvordan det mon ville være at kunne købe bare en enkelt lækker ting, uden at få økonomisk mavesår bagefter. 
Og jeg VED godt at verden er fyldt med 'dårlige betalere' - men jeg er altså ikke en af dem. Det er ligesom en af skaderne, når ens 'morsan' er uddannet i en bank, og man engang har læst en uforskammet cool rigmand udtale, at 'hvis man ikke har råd til at købe det kontant - så har man ikke råd til at købe det.' #sugardaddyhvorerdu

Der var 9 kr. i min pung... så derfor gik jeg ned i delikatesse afdelingen, duftede til al teen - og jeg mener faktisk AL teen, købte lidt mere af ingenting og prøvede at trøste mig med, at det er søndag og så må man godt gå klædt som en der stemmer til venstre for Enhedslisten, og at jeg ihvertfald ikke går ned på cementfarvet teint og leverpostejs-image lige idag. #småsucceser 

fredag den 6. november 2015

Up yourszzz

Har tænkt over det... synes I skal tage det der "Vild med Dans" og stikke det helt derop hvor solen aldrig skinner - for jeg skrider i biffen med 'de bedste af de bedste' og ser endnu engang den fuldstændigt vanvittige Daniel Craig (udtales 'Cwaig' hvis man er en stupid wabbit) i rollen som James Bond.

Og hver gang, det føles som om det er mig Mr. Bonds' blå øjne kigger på - løfter jeg op i blusen og smiler hengivent - imens popcorn og cola vælter ud af mundvigene...

Adios motherfuckerssss. 
God røv og god weekend. 

onsdag den 4. november 2015

Amatør terapi - part I

Hvorfor HELV.... er der ikke nogen der har fortalt mig om 'Family of the Year'...?
I sku' så meget skamme Jer... ja I sku' så.




Men ellers - godt ord igen. Er åben overfor musikalsk efteruddannelse. Så hvis der er noget jeg mangler at høre. Giv lyd for fa'en.

Og mens vi venter på det, så kan man jo spekulere lidt over hvordan det mon går 'In the End'...





fredag den 30. oktober 2015

Tillid & tidsler

Jeg har nævnt det før og jeg siger det igen: Det er i tider som disse at man opdager at man er godt ved muffen, når det kommer til social kapital.

Igår havde jeg den skønneste aften, i godt selskab, med dejlig mad og rød drue i flere afskygninger og tilhørende samtale, der var inde og røre ved noget af det essentielle og skubbe lidt rundt på tingene. 

Essensen i en god og dyb samtale er defineret af mange elementer - tillid, nærvær og ikke mindst ærlighed - og for mig er det den største tillidserklæring, når mine venner har tiltro nok til 'os' til at skubbe mig lidt i den rigtige retning, hvis jeg snubler rundt ude i rabatten. 
Måske er jeg ikke altid enig... måske giver jeg lidt modstand, taler udenom, argumenterer imod eller bliver en anelse såret - men det giver altid, ALTID stof til eftertanke og jeg skatter det højt - fordi det betyder, at jeg betyder noget. I matter.

Andre vigtige ting, jeg har med fra igår er konstateringen om, at jeg ikke er en sart lille blomst, men tværtimod en tidsel... og HVIS jeg skal være en plante, så må det faktisk hellere end gerne være den insisterende, irriterende, stikkende vækst med den smukke lilla blomst.
Jeg ved nu også, at man ikke skal hænge sit tøj på en 'skumtjener', men at man der måske er et marked for at være 'skunktjener' - og sidst men ikke mindst at der er forskel på folk, når det kommer til brandmænd - altså dem der slukker ildebrande (i trusser).

God røv og god weekend. Ryk lidt frem i bussen, også selvom du ikke helt tør at overtage rattet endnu. Husk hvad Denzel siger (med en stemme der muligvis før har tilhørt en engel):
"If I'm going to fall. I want to fall forward". 



lørdag den 24. oktober 2015

The choices we make

... eller på bustur i Livets Dal


Hvad gør man egentlig, når alt er kaos og man føler sig splittet og trukket i alle retninger? Når man enten har mærket så meget efter, at man et helt følelsesløs - eller man ikke har turdet åbne låget på kassen med mærkatet: 'Ønsker for Livet'... af bare frygt for hvad man finder.

Hvor går man hen, når ingen andre end en selv har svaret på - og ansvaret for - hvad der skal ske med det der satans liv? Når man er tvunget til, at rejse sig fra bagsædet i bussen, og gå op og sætte sig bag rattet, for at få ruten til at følge drømmene...?
For hvad nu med chaufføren der kørte før? Hvad hvis de andre passagerer er nødt til at stå af? Fordi de ikke kan eller vil køre samme vej? Finder de en anden rute? Og hvad nu hvis man rammer nogen på vejen på vej mod destinationen og de bliver såret? 
Et stykke hen ad vejen er disse bekymringer og risici helt reelle. Det er præcis lige så uundgåeligt, som det er at beskytte sig selv mod livets kindheste generelt. Helt umuligt.

Men hvornår er det egentlig ok at prioritere sin helt egen lykke? Uanset hvilken form den har...


Jeg tror ikke at der er noget endegyldigt svar på det spørgsmål - alene at skrive det føles lidt svært og ucharmerende. Grænserne for hvad vi hver især kan tåle og vil gå på kompromis med, er tilsyneladende yderst varierende.

Dengang jeg skulle skilles fra drengenes far, og jeg var helt askegrå indeni af sorg over at splitte deres liv i atomer, var der en der sagde til mig, 'at det ikke altid føles godt, at tage de rigtige beslutninger'. Ordene var en stor trøst og det er en af de største sandheder et andet menneske har fortalt mig. Det har været mit tanke-anker ofte og jeg tilgav mig selv i takt med, at alt faldt på plads igen - blot på en anden måde.


For mig er angsten for, hvad der sker med kvaliteten af den værdifulde korte tid der er til rådighed, en evig stærk drivkraft til altid at forsøge at få boblen i hjertet til at være i vater.  

Det er hårdt at være chauffør i eget liv. Men hvis der er noget jeg ved med bombe(attrap) sikkerhed - midt i alt det jeg ikke ved - så er det, at det er fatalt ikke at være det. Et køretøj uden chauffør er enten dødensfarligt eller på vej i grøften. 

tirsdag den 20. oktober 2015

På en dag som idag

... som bare skal indtages ca et minut af gangen, for ikke at vælte omkuld i modvinden og blive liggende helt stille - tænkes der godt nok en del over, om hvilket af de to nedenstående udsagn (begge sagt om mig) - der passer bedst:

1) At jeg er en (fucking) korkprop, der altid kommer op til overfladen. 
(Fucking har jeg selv tilføjet for at simulere noget seriøs fynsk badass attitude)

2) At jeg er min egen værste fjende. 
(Her tilføjer jeg ikke noget. Det står så fint selv. Et fejlslagent forsøg på omsorg, skåret i flint).





Rasmus - dagens musikalske støtteperson...



lørdag den 10. oktober 2015

Indblik

Fornavnet er det samme... ellers må man konstatere et skred i flere af nedenstående oplysninger.



Vil dog lige tildele mig selv en lille high-five for ambitionsniveauet og musiksmagen. Altså ikke ABBA - men Shekin...!

onsdag den 7. oktober 2015

mandag den 28. september 2015

Kødrand til rovdyr

Erklærer hermed mig selv fysisk og mentalt uegnet til at færdes i voksenlivet!
Rul mig i bearnaise og sæt mig ud til ulvene på den jyske hede. Tak.

fredag den 25. september 2015

Åses dåse

I grunden og heldigvis svært at holde masken sur, når morgen konflikt scenarie med yngste søn forløber således:

Sur dreng griber gul metalbøtte med cacao - holder fast om den.
Drengens mor spørger: Er du Hulk nu så...?
Dreng maser på sider af bøtte, så bøtten mister sin form.
Drengens mor råber vredt: 
DU HAR ØDELAGT MIN DÅSE!!!
Dreng fniser... 

(Og det passer jo forøvrigt heller ikke, at han har ødelagt dåsen, for han er født ved kejsersnit.)

tirsdag den 18. august 2015

Bismagen fra den sur-søde sovs

At være skilsmisseforælder er som en evig udmattende dans på verdens skarpeste knivsæg. Et lille fejltrin og så skærer man sig. Det gør så forbandet ondt hver eneste gang og man føler at såret er alvorligt dybt og at blødningen nok aldrig stopper. Det gør den heldigvis for det meste.

Faldgruberne er så uendeligt mange... 

- det første døgn man har sine børn hjemme igen efter en uge hos deres far. Et sceneskift, som altid gør dem lidt ekstra møre - og mig der har savnet dem sindssygt og bare vil knuskramme dem og ubevidst forventer at deres behov og gensynsglæde er lige ligeså inderlig. Det kan den sagtens være - det er jeg sikker på at den er - men jeg bestemmer jo ikke i hvilken rækkefølge de brikker bliver lagt.

- døgnet op til de skal afsted... hvor det går op for én, at 'tiden er gået' og at lige om lidt er de væk, drengene - i en hel uendelig uge - og at man slet ikke var sød nok, nærværende nok, skrap nok, fleksibel nok... og at der for guds skyld ikke må være nogle konflikter på vej ud af døren, så det bliver netop den emotionelle bagage de forlader hjemme med.

- når man bliver ramt på forfængeligheden af deres lovprisninger af 'det andet hjem' uden tanke for, at det nok er en tendens der går begge veje... 

- når man igen og igen skal minde sig selv om 'at det jo ikke er nogen konkurrence' og man får lyst til at hvæse: 'Gu er det så!!' og hælde lidt ekstra cola i glasset og smide om sig med pizzaer, sengetider ad libitum og pengesedler i en heftig rus - blot for at tækkes afkommet - vel vidende, at ægte kærligheds-klister skabes på en helt anden måde...

Listen er lang. Alt for lang.

Men...  når vi bytter henne ved skolen - deres far og jeg - bytter 'skatte'. Eller låner tilbage eller hvad man kalder det og jeg kører derfra alene - så falder skuldrene sådan ca liiiige 10 cm ned på plads. Savnet akkompagneres med en lille lækker lettelse over, at det nu er muligt at være fuldblown egoist en i hel uge.

Ingen pippende fugleunger som skal have mad indenfor normal spisetid... ingen der brokker sig over at menuen står på chips og spejlæg. Ingen smukke storvoksende drenge, der skal mindes om dit og dat og som taler i munden på hinanden - skændes om 2 mikromillimeter saftevand og forøvrigt begge to er på vej ind i noget zombi-teenage-tilstand, der gør at alt foregår i s-l-o-o-o-w-m-o-o-t-i-o-n. Med mindre altså der er tale om noget de selv har nytte af. Så går det stærkt nok. 

Egotrip de luxe. Et batteri der bliver ladet op og en hjerne der får lidt fred... En tilstand og nogle dage, der ville gavne rigtig rigtig mange forældre - omend formen IKKE behøver at være en regulær skilsmisse.
Og sådan går 5 dage med den søde smag af frihed. 
Og så er der de sidste to dage - som bare skal GÅ fordi savnet pludselig fylder alt for meget igen. 

...

I morgen sender jeg mine drenge over til deres far. De glæder sig altid. Og det glæder mig, altid. Selvom det også gør lidt ondt, hver gang.

Det gør ondt at man har sat børn i verden og alligevel kun har dem til rådighed den halve tid. Der findes et udtryk om at 'vores børn er kun til låns' - ja tak - og når man ikke bor sammen med deres biologiske far - så er lånetiden altså yderligere forkortet. Og nu hvor de bliver store er det endnu mindre man fylder i deres liv - fordi man (heldigvis) har fået konkurrence af deres eget sociale univers.

Det handler ikke om skyld - for den har jeg skam pisket mig selv med de sidste mange år og det er ikke længere - eller har aldrig været - brugbart, konstruktivt, retfærdigt... Alligevel, så piner det mig, at man har 'tvunget' dem til et splittet børneliv med to adresser, to regelsæt, to alt muligt... om end det glæder mig inderligt, at de trives med to forældre som heldigvis kan enes om langt det meste og har det til fælles, at vi vil gøre alt for vores drenge - og at disse børn forhåbentlig bliver mere omstillingsparate og robuste end mange af nutidens voksne.

Alt er ok. Det skal det være.

torsdag den 13. august 2015

Styling for dummies...

Et skridt på vejen til at acceptere sin vægt, sit udseende og det hylster man bor i lige her og nu - er vel at man føler sig præsentabel og foxy - og ikke mindst, at man forstår at fremhæve de ting som trods alt funker. Og her mener jeg ikke at man kan sætte det ene ben foran det andet og gå - men at man fx har lange ben, en flot talje eller noget pænt til gården og gaden. You get the picture...  

Jeg elsker at være velklædt. Jeg elsker kjoler og smykker og sko og modemagasiner. Det triste er bare - man kan slet SLET ikke se det på mig. Fx har jeg ikke (læs: OVERHOVEDET ikke) pengepungen til at købe mig det nye, det dyre eller lækre - og så skifte ud når humøret er til det - eller når jeg lige synes, at det jeg har i skabet ikke funker mere. And lets face it - man kan jo købe sig ludfattig og alligevel aldrig nå det punkt, hvor man synes at NU er man bare den bedste klædte version af sig selv... 
Og det er også lidt bizart, for til trods for min ægte kærlighed til tøj og tilbehør - så har jeg også en tendens til at komme til at 'underdresse' temmelig hårdt. På den der måde, hvor jeg nogle gange ligner 'Gunver Gennemsnit' - hende der, der er gift med ham der har værkstedet nede på hjørnet.

Om det er underbevidsthedens forsøg på ikke at få egoet til at stikke snuden alt for langt frem - eller om der er tale om ren og sker dovenskab eller uvidenhed og fordi jeg er ALT for bekvemt anlagt - det lader vi stå lidt hen i det uvisse. 

Så for et lille stykke tid siden fik jeg en aftale i hus med denne dygtige kvinde 
mary-lou-styling.dk 
Maria har en fantastisk Second Hand tøjbutik med en masse lækkert tøj, som har mange gode timer tilbage i sig - og ikke nok med det - så ved hun rigtig meget om, hvordan man egentlig får sin stil til at repræsentere personligheden på bedst mulige måde - hvordan man bliver velklædt uden at skulle købe nyt hele tiden og hvordan man fremhæver de ting som i virkeligheden funker rigtig godt på ens ‘tøj-stativ in the flesh’. 

Det jeg virkelig godt kan lide ved Maria er hendes kærlige og ærlige tilgang - samt at hun faktisk på meget kort tid, fik mig flyttet ganske langt mentalt og forståelsesmæssigt i forhold til at opgradere min stil... Og her mener jeg ikke på ‘personlig-stylist-køb-køb-køb’ måden - men på hvordan man tryller med det man har - suppleret med lidt af det hun har.

Vi er slet slet ikke færdige med projektet - men her er hvad vi nåede på kun en morgen...:


Typisk Trine. Jeans som næsten passer. En sort tshirt som ikke gør nogen fortræd - kombineret med et par flade klassiske Converse, så man kan gå rigtig hurtigt rundt inde i Fakta. 'Alt for Dullerne' har ikke ringet og spurgt om styling tips... 


Se nu der. Maria har flettet mit hår og fundet en jumpsuit til mig. Jakken er min egen og halskæden havde jeg på i forvejen. Skoene havde Maria også på lager i butikken. En jumpsuit synes jeg hurtigt kan komme til at minde liiiidt for meget om en oldschool natdragt... Kunsten er at dresse den lidt op, hvis man vil begå sig ude i virkeligheden....
Tip! Husk kontraster: Fx... fine/høje sko til afslappede bukser - eller hvis man vil dyrke sine sneakers, så er det til pæne bukser... Nemt trick til en opgradering - hermed givet videre.

Kjolen er min egen - helt plain. Jakken havde Maria hængende i butikken. Jeg ville aldrig selv have valgt den - men da den blev sat sammen med de fede støvler og kjolen - så synes jeg da faktisk at det spillede max - også til strøgture i Dagli'Brugsen.
Jeg er ikke super stolt af min mave, mine hofter og min bagdel. Til trods for at Kim Kardashian har gjort hvad hun kunne for at promovere en ordentlig bagperron...
Tip! For mig gælder det derfor om at få lidt opmærksomhed op til overkroppen og ned på fødderne... (og altså VÆK fra ‘the Crime Scene’...)

Så er vi tilbage ved det med kontrasterne. De hullede bukser.... host ... er bløde og nogle af dem jeg kan passe. Og hullerne bringer jo desværre også opmærksomheden hen på det område på min krop som jeg er MINDST stolt af... Men men men - en top med lidt bling de bling, min egen sorte jakke og så et par sølvsandaler.  Vupti! - følte mig afslappet men en del mere velklædt end det jeg tøj jeg ankom i.  

Tip! Fremhæv de steder på kroppen hvor man 'automatisk er slank' - fx håndled og ankler. Dvs ingen lange jakkeærmer - men gerne et par armbånd og lidt fint fodtøj.


Jeg kunne ikke bare se forskellen - jeg kunne også mærke den. Var helt ‘høj’ et par dage efter - altså mere end de 174 cm der står i passet.. Ps... på vej hjem - hen til bilen i det tøj jeg startede med - blev jeg antastet af en hjemløs, som var så sød at påpege at mine bukser var hullede. 
Note: Når de hjemløse synes man går for afslappet klædt - så skal man se om man ikke kan stramme liiiidt op på sin fremtoning. Hermed gjort...




lørdag den 1. august 2015

Postkort fra Onkel rejsende Mor...

I mandags pakkede jeg verdens mindste VW UP med tre tasker og to børn og kørte afsted til et hus lidt uden for Amsterdam. Det var forholdsvis spontant, det var med sommerfugle i maven og det var en med en ret flad pengepung - men vi gjorde det.  

Normalt er det sådan til hverdag, at der er en regulær kamp om 'det frie forsæde' i bilen, når vi kører os tre sammen - mig og drengene. Vel at mærke også selvom der er tale om en køretur på under 5 minutter. Det er åbenbart ULTRA vigtigt at ha' den plads... Imidlertid var det sådan på denne tur - som er det længste stræk vi har kørt sammen nogensinde - at der var INGEn af dem, der ville sidde på forsædet. De foretrak at sidde tæt klinet op ad hinanden på verdens mindste bagsæde og skiftevis fnise, skændes, slås og knævre - heeeeele good damn vejen til det flade træskoland. 
Hvilket også betød, at jeg relativt hurtigt - tror faktisk kun vi var nået omkring Hamburg - løb tør for diplomatiske måder at bede dem om at være stille på. Som dagen skred frem blev tonen måske en anelse harsk end den gennemsnitlige 'politiske korrekte forælder' vil sætte pris på. 

En lille gennemgang af turens spektrum lød på:

- Vær lige stille nu
- Ti stille
- TI stille
- Hold mund
- Hold nu oooooop
- Hold muuuuuuund
- Stop så 
- STOP så for helvede
- TIIIII stille
- Luk så RØVSYLTEN (ved ikke hvor det kom fra eller hvad en røv-sylte egentlig er - men det var sagt under logistisk press)
- Luk røven (mere trafikalt pres)
- Hold kæft (mit absolutte hade-udtryk, som jeg overhovedet ikke kan rumme selv)
- Og endeligt: Den næste der siger noget - kommer herom og sidder....!

Og så kom der ro på. 
De ved heldigvis at jeg er lige så blød i filten, som jeg kan være hård i kæften.

Det er muligt at Holland ikke er nogen særlig eksotisk destination - men jeg er alligevel en anelse stolt over at have vist mine børn lidt andet end et sydeuropæisk all-inclusive resort. (Som helt sikkert også er mega 'læks' til sin tid - men både udenfor min økonomiske rækkevidde og udenfor min mentale ønskevidde...)
Og det er fandme fladt det land vi har besøgt. Men jeg kan virkeligt li' det. Det er kønt, mærkeligt, nydeligt og anderledes end Danmark på så mange måder: Folk er ekstremt høflige og søde. Den offentlige transport fungerer - uden nærdødsoplevelser - og man har faktisk råd til at handle mad i et velassorteret supermarked. Tre områder hvor vi er håååbløst bagefter i Danmark... 

Vi har set smukke smalle huse, kanaler og cannabis, kørt med sporvogn og spist madpakker, budding og pandekager og brugt en hel time i en slik-butik... og vi har været sammen 24/7 i 5 dage på den intense måde. Tror sgu jeg kan sætte et flueben ud for boksen med 'sommerferie'. 

Det var awesome.




Jeg kalder dette fotografiske værk: Tyk men Glad. 
(Fandt ENDELIG en SugarDaddy)


















Meget meget sjældent situation... en frivillig multi-selfie.
(Mobilkamera versionen af at bakke-baglæns...?)

torsdag den 28. maj 2015

Pardon my french...

- så lige på Instagram at 'Bootybogen' nu er udkommet. 
Og så blev jeg simpelthen så træt så TRÆT på mit køns vegne. Ja, faktisk så træt, at jeg spontant fik lyst til at tørre røv med min Iphone. 
Siger det bare. #bootymyass 

søndag den 24. maj 2015

Det er ganske vist

Ting jeg har lyst til:
1) Begynde at ryge.
2) Tage 10 kg på.
3) Se samtlige afsnit af SATC i streg imens jeg arbejder på ovenstående.
4) Sippe portvin mens jeg arbejder på 1,2 og 3.

Ting jeg IKKE har lyst til:
1) Forholde mig til min saldo på netbank.
2) Se folks måltider på Instagram.
3) Se resultatet af punkt 1 og 2 af 'ting jeg har lyst til'.
4) Se min egen mad på Instagram.

søndag den 17. maj 2015

Den frodige dame nynner

I starten af året skrev jeg indlægget ‘2014 - in a bodybag’ - om at passe på sig selv og sit hylster… - Og er jeg så egentlig mega sund, slank og atletisk nu? 

Nope. 

Faktisk, så bliver jeg helt flov, når jeg genlæser hvad jeg har skrevet. Ikke fordi det ikke var sandt eller oprigtigt ment, men fordi jeg igen igen IGEN er røget af sporet og har hygget mig med kuren ‘HvedePLUS’...

Der må ikke herske nogen tvivl om at mine intentioner var belagt med guld og god vilje. Der må imidlertid godt herske tvivl om hvilket materiale min rygrad er lavet af:
A) Knogler m.m. 
B) Skumfiduser 
C) Silicone fugemasse

Lige så længe jeg har været bevidst om min (voksne) krop - lige så længe har jeg tænkt:
Når jeg bliver tynd (slank, slankere), så bliver jeg glad. Så bliver alt godt og jeg bliver lækker, beundringsværdig, sjov og let i sindet, elskværdig, tjekket, foxy… - fill in the blanks. Hvis man kigger lidt nærmere på det tankesæt - så betyder det også, at jeg synes hvis jeg IKKE er slank - så er jeg IKKE elskværdig, IKKE tjekket, IKKE… 
Det virker banalt og for måske også en ‘my’ hjernedødt. Ikke desto mindre har dette været ‘den ultimative sandhed og overbevisning’ i mit indre. Der har ganske enkelt ikke været nogle alternativer til den tanke om mig selv. Og sådan har det været, uanset om jeg har vejet 68 kg eller 82 eller 92… (Og ja, alle tre tal har været aktuelle - call the fatty-police.) 

...

For nylig sad jeg så på en virkelig skøn cafe sammen med min kæreste. Solskin, udsigt over havnen, cappucino i min kop, is i min hånd. Jeg var totalt i vater og glad… Lige indtil min kæreste sagde de magiske ord: “Ved du hvad… dit problem er at du er alt for glad for mad”… Bum. Kan godt afsløre at resten af isen havde en lidt ram eftersmag. 
Men faktum er: Manden har ret. Jeg ELSKER MAD. Og ja, jeg indrømmer også lettere skamfuldt, at jeg bruger mad, på tidspunkter hvor det måske var mere hensigtsmæssigt med: En lur, meditation, en løbetur, et glas vand, et spark i røven eller bare et fucking kram - fordi jeg er træt, stresset, ensom, umættelig, sødtandet, keder mig… 

MEN…. hvis jeg ikke var mig, men en anden - så ville jeg liiige prikke mig selv på skulderen og spørge: Undskyld, men har du ikke fortjent at være glad - selvom du ikke er tynd????
(- og tilføje: Hvad fanden er det egentlig for noget pis at hakke af…??) Og så ville jeg, efter verdens længste krammer og et kys i panden, sætte mig ned og fortælle mig om alt det jeg kan og gør, som har en million gange mere værdi, end at kunne passe et par Levis jeans i str. 31…
Når jeg kigger på de mennesker jeg elsker og som har betydning i mit liv, så er de alle smukke og helt enestående - ligegyldigt om de har høje tindinger, beton ankler, poser under øjnene, er alt for tynde eller for tykke jvf det klassiske bmi-indeks. Det de giver mig, har INTET at gøre med deres fysiske fremtoning og det har aldrig været anderledes. 

Hvorfor er det mon så svært at elske sig selv lige så ukritisk??

Mit forholdt til mad bliver mere og mere mærkeligt. Jeg spiser mere og mere usundt. Som om at kroppen min er igang med at opfylde en pervers modsat profeti. Kan det mon være fordi, at det er den sygeste sandhed, at slank = glad - hvis midlet og vejen er ligegyldig?

Jeg er 41 nu - og jeg har brugt næsten 20 år af mit liv på at være totalt optaget af min vægt. Det stopper nu. 

Hvad mon der sker, hvis man går efter glæden og velværet og overgiver sig til tanken om, at hvis kroppen ikke vil passe tøjet, så må tøjet passe kroppen… og at man GODT kan være/blive foxy alligevel??? Alene det at SKRIVE det er grænseoverskridende - så jeg ved at jeg er på den rigtige sti… Hvis ikke det kradser lidt, så har man ikke fat i noget. 

Jeg får heldigvis hjælp på vejen - af hende her…

Følg med… tror sgu det bliver godt :-)




mandag den 23. marts 2015

Bangebukser II - det nye snit

"Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, 
mod til at ændre de ting jeg kan ændre 
og visdom til at se forskellen"

... sindsrobønnen af Reinhold Niebuhr. Det er klogt, det er smukt og det er sandt. 

Og alligevel - aldeles uden for den mentale rækkevidde her, hvor angst... eller Angest på den brede Kierkegaardske måde, synes at være en (lidt for) hyppig gæst i mit liv. 
(Til trods for at jeg ikke lever i hverken krig eller armod - i regulær forstand, anyways - men hvis du har set mit køkken på en dårlig dag, er du måske alligevel af en anden opfattelse...) 

Jeg stritter imod det bedste jeg har lært. Synes at frygten er irrationel - men må alligevel anerkende, at jeg står aldeles uden midler til at ændre situationen. Som i den famøse 'mangel på visdom til at se forskellen' - altså om skidtet skal accepteres eller bekæmpes.
Får spontant lyst til at uddele et cirkelspark til manden bag citatet (og nogle gange folk omkring mig, men det er en anden historie...). Han har tydeligvis ikke haft et par drengebørn, som vokser så stærkt som mine - og som man ovenikøbet kun har på det halve af den lånte tid, fordi man engang valgte skilsmisse som et livsvilkår, på bekostning af noget andet...

Så sidder de der, de to store drenge og alt hvad der er småt, trygt, velkendt, sødt og barnligt er på vej i evig landflygtighed og ved at blive afløst af noget andet og sikkert mindst lige så godt - men for mig - ukendt og skræmmende territorie. 
Det lammer mig næsten af frygt - så meget at tårene presser sig på midt i min morgenmad - og jeg har lyst til at råbe: 'STOOOOOP!!!!!'. Stop det der. Stop med at blive store og selvstændige og stop med at løsrive jer fra mig. Alt imens jeg famler med den imaginære navlestreng til dem, som jeg febrilsk prøver at sikre med adskillige råbåndsknob. 
Helt forgæves.

Der har heldigvis været mange år, hvor jeg var selvudnævnt direktør i mor-banken og sad i den brune brede læderstol, iført høj cigarføring og et bredt smil - og delte rundhåndet ud af min foretrukne valuta: Opmærksomhed, kram og nærvær. 
Det var før krisen. Nu er problemet nemlig, at drengene er begyndt at handle i en anden valuta... den hedder: Frihed, venner, materielle goder, coolness, youtube, sport... - og faktum er, at jeg på flere af områderne er i en situation, hvor der er udsigt til varigt underskud og røde tal på bundlinien. Kursen på kærligheds-dollaren er i lodret fald.
  
Hvordan kommer man videre...? Fra bossen til bumsen og til bossen igen? Giver dem line uden at give slip? Lærer de knægte at livet er andet en Igadgets og PlayBox? At man sjældent skal stole på dem, der sælger guldkæder på rastepladserne. At respekt skal man give for at få... At rytme og kærlighed ikke kan købes for penge. At ingen skandinaver ser godt ud med håret farvet sort, at det godt kan være ok at holde ferie i Danmark, selvom Kreta godtnok lyder skønno... At man skal være god ved pigerne? At der er oceaner af tid til at være voksne i... så de skal blive der hvor de er - lidt endnu... 

Alle disse ustyrligt vigtige ting, som skal doseres så præcist, at balancen ikke tipper og at man sidder alene i sit lille fattige rige - valgt fra til fordel for grænser der skal krydses og land der skal erobres.

'Turen Går til Kom-Igen-Mor'... er den mon i udlån på biblo?








fredag den 13. marts 2015

Man græmmes

Tre dameblads artikler, jeg nok IKKE kommer til at læse... 

1) Hvordan man undgår overtræning.
(Excuse me, but have we met...? Ingen ser det ske. Nogensinde. INGEN)

2) Den perfekte guide til Skinny Jeans. 
(Excuse me, but have we met...? Denne krop er omhyggeligt bygget af smør og materiale fra De Danske Sukkerfabrikker) 

3) Hvad siger din taske om dig? 
(- at jeg svinger den op i fjæset på dig, hvis du ikke stopper med sådan nogle idiotiske rubrikker på forsiden af et magasin til kvinder over 16. And I'm not kidding.)

søndag den 8. februar 2015

Proces & panik

Process...: "Forløb eller serie af handlinger der indebærer en forandring eller udvikling". Jo tak. Den er god nok. 

I december måned sagde jeg mit gode faste grafiker job op - mit beskæftigelses anker gennem de sidste 8 år. Trangen til selvstændighed blev endelig så stor og insisterende at den ikke længere kunne tysses ned og ignoreres. Og jeg er nu officielt selvstændig erhvervsdrivende med eget CVR-nr. 
Ingen plan B, ingen økonomisk backup, ingen rig ægtemand til at dække ind, hvis korthuset vælter... bare mig og min Mac og mine evner indenfor det grafiske, og ordene og noget af det andet jeg kan.

Tanker er der ihvertfald nok af. De kører næsten 24/7 - uden en muteknap til at tyssna strømmen med. Jeg skal spare Jer for et indblik i overskrifterne - men der er lige dele tvivl, ideer, frygt og stolthed... og ikke ret meget friplads til tanker som kan slippes løs her i bloggen. En ganske plausibel forklaring på radiotavsheden herfra den sidste måneds tid (synes jeg selv).

Som bekendt, skal man slippe den ene trapez, for at kunne gribe den næste. 
Jeg ved ikke om jeg har grebet den endnu, den næste trapez - eller det har jeg nok - men jeg er ikke landet på den lille bitte sikre platform endnu. Jeg hænger stadig med hovedet nedad fra den lille træpind med to reb i siderne. Gynger frem og tilbage i luften, iført et stramt trikot af introvert panik.


Så giv mig et skub. Giv mig ro, overskud og en tanke i ny og næ. Giv mig feedback. 
Men mest af alt - som jeg siger til mig selv - giv tid og husk, at have tillid til processen. 

torsdag den 1. januar 2015

2014 - in a body bag

Jeg plejer normalt ikke at være så pjattet med januar - det er de færreste - men i år er det anderledes, heldigvis. Jeg har nemlig slået ørene ud og er med på en lytter…

Jeg brugte en meget stor del af 2014 med at være rigtig sur på min krop. Ikke bare sur, irriteret og ærgelig over de klassiske 5 kg for meget (og at have silhuet som en rullesteg med talje). Næ, jeg vil egentlig mere sige at jeg var bitter, ulykkelig og vred.
Jeg syntes det 40-årige hylster forrådte mig på alle mulige måder: Ingen energi, dårlig søvn, en opadgående vægt og ondt i maven - en tilstand der de sidste 3-4 måneder næsten var konstant. Jeg skulle hilse og sige at det kan man godt blive en anelse træt og irriteret af. Som I…: Hvis du taler til mig, så river jeg armene af dig og propper dem ind i kæften på dig.

Jeg var hos lægen flere gange og fik en sang fra de varme lande om ‘at det nok var en virus - eller en infektion’ og med et skuldertræk og et batteri af blodprøver blev jeg sendt hjem igen. 
I mellemtiden fik jeg den tanke, at man jo kunne prøve at udelukke laktose - til trods for at jeg har drukket mælk og spist mejeriprodukter hele mit liv. (Onde tunger vil sågar påstå at jeg ved flere lejligheder har kvalificeret mig til VM i spisning af fx risalamande. En tretrinsraket af mejeriprodukter og stivelse.)
Altså. Ingen laktose - og en lille bedring kom… Så tog jeg et skridt til og udelukkede gluten fra min kost… og pludselig - ingen mavepine. Bum.

Lige så stille er det gået op for mig, at min krop ikke har forrådt mig. Overhovedet. Den har faktisk råbt og skreget og brugt alle sprog og tegn den havde til rådighed for at fortælle mig, at det jeg gjorde - det jeg spiste var noget lort. (Pardon my french).

Miraklerne kommer ikke natten over - og vanerne heller ikke. Jeg er jo kun et menneske. Og ja, du vil stadig kunne se mig på McD. Det er mig der sidder og spiser en McFeast - uden bollen. Du ved, bare en bøf med ost og dressing mellem fingrene :-D. Meget meget lidt classy - men det funker i det nye setup. Jeg spiser også en pizza af og til og et stykke kage - og elsker det mens det står på - og betaler så bøden bagefter. Nu ved jeg i det mindste hvad det er der sker og hvorfor. 

Så nu - et skridt af gangen er jeg gået igang med at prøve at blive ven med mit fysiske hylster. Jeg bliver aldrig den der åleslanke modella-type. Det er ok. Det er nødt til at være ok. 
Jeg vil bare gerne synes at det er godt at være mig - i mig. Så derfor er løbeskoene også kommet frem igen. Det er kedeligt. Lige indtil jeg kommer hjem. Så er det fantastisk. Ligesom det er ret fantastisk, at have følelsen af at denne forandring er varig og at jeg KAN og at der er en mening med det - som IKKE KUN handler om at jeg skal være tyndere. 

For første gang tror jeg faktisk på det selv.


Så vær hilset 2015. Lad os se hvor langt vi kan komme med hende Trunten bag skærmen.