Sweettalk the Monster

Hvis du ikke allerede har lugtet lunten ud fra det lille haiku digt, så var det en sejltur jeg stod foran fredag eftermiddag. Og det var som sådan ikke for at være mystisk, eller smide en kæmpe cliffhanger, at jeg holdt kortene ind til kroppen. - men mere fordi, at det er den effekt angst og usikkerhed kan have på mig... 

Monstret kan være så stort, at hvis man først åbner buret, så slipper helvede løs. Så nogle gange skal det ikke ties ihjel eller ignoreres - men blot have hvisket søde ord i ørene i stedet, til roen igen indfinder sig. 

Jeg er ikke som sådan bange for vand. Jeg kan bare godt li' at kunne se havbunden. 

Og det er muligt, at det kan være ligegyldigt om der er 2,5 meter dybt eller 25 meter dybt, hvis jeg skal drukne. Det VED min hjerne godt, men det ved angsten ikke - den er tungnem, stædig, irrationel og svært høreskadet (- og medlem af ÆldreSagen...?).  

Men heldigvis for mig - så er det jeg er allermest bange for her i livet - faktisk den sorte syrede gnavende angst for at gå glip af noget. Og det er måske i virkeligheden den stærkeste motor og drivkraft, der driver det gode skib MS Trine ud over bølgerne. Så ud at sejle, det KOM jeg faktisk. 

Det er meget svært at gengive eftermiddagen uden at overdrive spændingen - eller det modsatte - at sørge for, at alle tre læsere ikke sidder og savler apatisk af kedsomhed. 

Der var ingen 'Perfect Storm', ingen Jack Sparrow (for fanden altså... :-/) eller andet. Blot sol, blå himmel, sort hav, mine kolleger og jeg - udsat for noget udfordrende, underholdende og hårdt matchrace på tre konkurrerende både... 

Pissesjov dag - I might add...