tirsdag den 6. november 2012

Om pædagogers tur til helvede og skralde-karma...

What goes around, comes around

Jeg har mange gange gået forbi et opslage i ungernes SFO, hvor de har efterlyst 'æggebakker, kartoner, bøtter, dåser og andet skrald' til deres værksteder …

"Harmløst!", har jeg tænkt. "Jeg hjælper gerne", har jeg tænkt - og derefter indsamlet diverse genbrugsmaterialer - HELT uden omtanke for hvad det præcis blev brugt til.

Det ved jeg nu.

I sidste uge kom en af husstandens 5 drenge hjem med den vildeste rædsels-kreation i størrelse XXXL. Muligvis skabt i en vild rus af duften fra en limpistol. En slags omvendt hærværk, hvor flere drenge har stået og gejlet hinanden op, mens de har legemliggjort destruktive kræfter.
Kæreste-Jacob fik gelinde 'listet' det store monstrum ud i garagen - med det resultat, at hver gang jeg har været derude efterfølgende, så har jeg spontant tænkt "Hvad fanden er nu DET for noget lorte-skrald???" ….Indtil min hjerne har mindet mig om at den tilhører et barn på min matrikel - og er resultatet af en såkaldt 'kreativt projekt'.

Og jeg ved godt, at der sidder nogle og tænker noget i retning af 'bla-bla-bla-kunstnerisk-udfoldelse-og-udforskning-bla-bla-bla-spontanitet-bla-bla-kreativitet-bla-bla-bla-bla'… Og det er fint nok, men jeg er alligevel helt sikker på, at der findes et ganske særligt sted i helvede, for de pædagoger, som sætter ungerne til at lave 'kunst' eller 'projekter' ud af skrald, papmaché eller figurer i ostevoks…  

Don't get med started: OSTEVOKS??!!!  Jeg har modtaget en del ting i ostevoks, fra min ene søn. Hver gang modtaget med en forholdsvis krampagtig mine, som var en rodbehandling under opsejling. Kære pædagog, tænk lige over: ER der en grund til, at man har valgt kun at iklæde en stinkende ost det klamme fedtede materiale?? Ja, det tror jeg nok der er!! Det er derfor netop IKKE meningen at det skal ind i mit hjem -  forklædt som en (uigenkendelig) figur, hvor den efter en måned nærmest har pels, fordi alt støv og snavs klæber til overfladen.

Så min konklusion må være - der findes en slags unviersel skralde-karma. Det man sender ud kommer tilbage… bare i en ny og langt værre udgave - limet sammen til uigenkendelighed. Lad dette være en advarsel og husk det i forhold til alt hvad du slipper ud i verden...

1 kommentar: