Hrrmpf!!

...kender du det, når man er sådan lidt... utidig - på den dårlige måde, vel at mærke. Lidt rastløs, lidt irritabel, lidt kortluntet. Og på en måde ved man godt hvor hunden er begravet, og på den anden side, så er man som en blind mand uden stok og hund.

Prøver virkelig at lade være med at vende skytset mod andre. Det er i sidste ende mig selv der er/har problemet eller skal leve med det - uanset hvem der kickstarter følelsen og fornemmelsen - og næsten også uanset hvad den har rod i. Man kan kun ændre sig selv og sin færden, ikke andres... (Hvis man kunne var vi ude i nogle HELT andre tal i skilsmisse statistikken - trust me!!)

Men så er der alligevel den der uhensigtsmæssige automatreaktion. EN af mine (har den fineste samling) er at finde en ydre omstændighed, som jeg kan hænge det hele lidt op på - og så lige pludselig så sidder man og googler noget så himmelråbende dumt og utopisk som 'sukkerafhængighed', fordi man mangler nogen eller noget at give skylden for den mentale kritiske tilstand - og det mest nærliggende lige nu, er den totale mangel på energi, et lille selvværd og de fede lår. Kæft det er dumt. Men som en kollega engang sagde til mig 'ingen er forpligtet ud over sine evner'.

Hvad er det der sker i hovedet, (eller hvad er det der IKKE sker) når man tænker sådan...?? Og kender du vejen ud??

...hrrmpf