Tør du være dig selv bekendt?

For nylig gjorde jeg noget - en handling, et valg - som ligger ret langt fra mine værdier. I døgnet efter var jeg helt høj af 'kæft-hvor-er-jeg-bare-den-friske-type'. Det var en fed flyvetur i ca 22 timer. Bagefter blev jeg (naturligvis) ramt af mental-versionen af Thors Hammer... (ikke at forveksle med Mors Hammer, som er et tilbageværende element i min børneopdragelse.)

Jeg blev ramt af frustration, sorg og forvirring over at have handlet på noget, som ligger så langt væk fra min livsanskuelse og mit selvbillede - og det må i sagens natur give mentale og følelsesmæssige slag.
Og hvad gør man så...? Når man har lænet sig så meget frem, at man faktisk landede lige på snotten og slog snudeskaftet lidt skævt.

Man går tilbage og finder sig selv. Giver sig en kæmpekrammer, et kys på panden og tilgiver det dumme. Man stryger sig selv over håret og imens lytter man til, hvordan man kan komme tilbage til det man virkeligt er og den man gerne vil være. Man ryster værdi kompasset - så nålen igen peger mod nord og så går man den vej. Om man går to skridt eller 2 meter betyder mindre - det er handlingen der er det stærke.

Så det har jeg gjort. Jeg har meldt ud og været ærlig ... og selvom det muligvis kan give et ekstra lille bagslag og et ekstra rekyl til ovenstående slag af handling/frustration - så er det også velsignet med den kæmpe lettelse, som ærlighed altid bringer med sig hos mig - for jeg er TRÆT i armene af at holde en maske foran fjæset.
Jeg ved af erfaring, at frustrationen er forbigående og overkommelig, men at ærligheden og kærligheden til den jeg er, står og består. Og det knuselsker jeg mig selv for.

Erkend og bekend. Kig dig i øjnene, i hjertet, lyt og lær. Jeg lover dig: det er mindre omkostningsfrit end alternativet.