Bismagen fra den sur-søde sovs

At være skilsmisseforælder er som en evig udmattende dans på verdens skarpeste knivsæg. Et lille fejltrin og så skærer man sig. Det gør så forbandet ondt hver eneste gang og man føler at såret er alvorligt dybt og at blødningen nok aldrig stopper. Det gør den heldigvis for det meste.

Faldgruberne er så uendeligt mange... 

- det første døgn man har sine børn hjemme igen efter en uge hos deres far. Et sceneskift, som altid gør dem lidt ekstra møre - og mig der har savnet dem sindssygt og bare vil knuskramme dem og ubevidst forventer at deres behov og gensynsglæde er lige ligeså inderlig. Det kan den sagtens være - det er jeg sikker på at den er - men jeg bestemmer jo ikke i hvilken rækkefølge de brikker bliver lagt.

- døgnet op til de skal afsted... hvor det går op for én, at 'tiden er gået' og at lige om lidt er de væk, drengene - i en hel uendelig uge - og at man slet ikke var sød nok, nærværende nok, skrap nok, fleksibel nok... og at der for guds skyld ikke må være nogle konflikter på vej ud af døren, så det bliver netop den emotionelle bagage de forlader hjemme med.

- når man bliver ramt på forfængeligheden af deres lovprisninger af 'det andet hjem' uden tanke for, at det nok er en tendens der går begge veje... 

- når man igen og igen skal minde sig selv om 'at det jo ikke er nogen konkurrence' og man får lyst til at hvæse: 'Gu er det så!!' og hælde lidt ekstra cola i glasset og smide om sig med pizzaer, sengetider ad libitum og pengesedler i en heftig rus - blot for at tækkes afkommet - vel vidende, at ægte kærligheds-klister skabes på en helt anden måde...

Listen er lang. Alt for lang.

Men...  når vi bytter henne ved skolen - deres far og jeg - bytter 'skatte'. Eller låner tilbage eller hvad man kalder det og jeg kører derfra alene - så falder skuldrene sådan ca liiiige 10 cm ned på plads. Savnet akkompagneres med en lille lækker lettelse over, at det nu er muligt at være fuldblown egoist en i hel uge.

Ingen pippende fugleunger som skal have mad indenfor normal spisetid... ingen der brokker sig over at menuen står på chips og spejlæg. Ingen smukke storvoksende drenge, der skal mindes om dit og dat og som taler i munden på hinanden - skændes om 2 mikromillimeter saftevand og forøvrigt begge to er på vej ind i noget zombi-teenage-tilstand, der gør at alt foregår i s-l-o-o-o-w-m-o-o-t-i-o-n. Med mindre altså der er tale om noget de selv har nytte af. Så går det stærkt nok. 

Egotrip de luxe. Et batteri der bliver ladet op og en hjerne der får lidt fred... En tilstand og nogle dage, der ville gavne rigtig rigtig mange forældre - omend formen IKKE behøver at være en regulær skilsmisse.
Og sådan går 5 dage med den søde smag af frihed. 
Og så er der de sidste to dage - som bare skal GÅ fordi savnet pludselig fylder alt for meget igen. 

...

I morgen sender jeg mine drenge over til deres far. De glæder sig altid. Og det glæder mig, altid. Selvom det også gør lidt ondt, hver gang.

Det gør ondt at man har sat børn i verden og alligevel kun har dem til rådighed den halve tid. Der findes et udtryk om at 'vores børn er kun til låns' - ja tak - og når man ikke bor sammen med deres biologiske far - så er lånetiden altså yderligere forkortet. Og nu hvor de bliver store er det endnu mindre man fylder i deres liv - fordi man (heldigvis) har fået konkurrence af deres eget sociale univers.

Det handler ikke om skyld - for den har jeg skam pisket mig selv med de sidste mange år og det er ikke længere - eller har aldrig været - brugbart, konstruktivt, retfærdigt... Alligevel, så piner det mig, at man har 'tvunget' dem til et splittet børneliv med to adresser, to regelsæt, to alt muligt... om end det glæder mig inderligt, at de trives med to forældre som heldigvis kan enes om langt det meste og har det til fælles, at vi vil gøre alt for vores drenge - og at disse børn forhåbentlig bliver mere omstillingsparate og robuste end mange af nutidens voksne.

Alt er ok. Det skal det være.

Styling for dummies...

Et skridt på vejen til at acceptere sin vægt, sit udseende og det hylster man bor i lige her og nu - er vel at man føler sig præsentabel og foxy - og ikke mindst, at man forstår at fremhæve de ting som trods alt funker. Og her mener jeg ikke at man kan sætte det ene ben foran det andet og gå - men at man fx har lange ben, en flot talje eller noget pænt til gården og gaden. You get the picture...  

Jeg elsker at være velklædt. Jeg elsker kjoler og smykker og sko og modemagasiner. Det triste er bare - man kan slet SLET ikke se det på mig. Fx har jeg ikke (læs: OVERHOVEDET ikke) pengepungen til at købe mig det nye, det dyre eller lækre - og så skifte ud når humøret er til det - eller når jeg lige synes, at det jeg har i skabet ikke funker mere. And lets face it - man kan jo købe sig ludfattig og alligevel aldrig nå det punkt, hvor man synes at NU er man bare den bedste klædte version af sig selv... 

Og det er også lidt bizart, for til trods for min ægte kærlighed til tøj og tilbehør - så har jeg også en tendens til at komme til at 'underdresse' temmelig hårdt. På den der måde, hvor jeg nogle gange ligner 'Gunver Gennemsnit' - hende der, der er gift med ham der har værkstedet nede på hjørnet.

Om det er underbevidsthedens forsøg på ikke at få egoet til at stikke snuden alt for langt frem - eller om der er tale om ren og sker dovenskab eller uvidenhed og fordi jeg er ALT for bekvemt anlagt - det lader vi stå lidt hen i det uvisse. 

Så for et lille stykke tid siden fik jeg en aftale i hus med denne dygtige kvinde 
mary-lou-styling.dk 

Maria har en fantastisk Second Hand tøjbutik med en masse lækkert tøj, som har mange gode timer tilbage i sig - og ikke nok med det - så ved hun rigtig meget om, hvordan man egentlig får sin stil til at repræsentere personligheden på bedst mulige måde - hvordan man bliver velklædt uden at skulle købe nyt hele tiden og hvordan man fremhæver de ting som i virkeligheden funker rigtig godt på ens ‘tøj-stativ in the flesh’. 

Det jeg virkelig godt kan lide ved Maria er hendes kærlige og ærlige tilgang - samt at hun faktisk på meget kort tid, fik mig flyttet ganske langt mentalt og forståelsesmæssigt i forhold til at opgradere min stil... Og her mener jeg ikke på ‘personlig-stylist-køb-køb-køb’ måden - men på hvordan man tryller med det man har - suppleret med lidt af det hun har.

Vi er slet slet ikke færdige med projektet - men her er hvad vi nåede på kun en morgen...:

Typisk Trine. Jeans som næsten passer. En sort tshirt som ikke gør nogen fortræd - kombineret med et par flade klassiske Converse, så man kan gå rigtig hurtigt rundt inde i Fakta. 'Alt for Dullerne' har ikke ringet og spurgt om styling tips... 

Se nu der. Maria har flettet mit hår og fundet en jumpsuit til mig. Jakken er min egen og halskæden havde jeg på i forvejen. Skoene havde Maria også på lager i butikken. En jumpsuit synes jeg hurtigt kan komme til at minde liiiidt for meget om en oldschool natdragt... Kunsten er at dresse den lidt op, hvis man vil begå sig ude i virkeligheden....

Tip! Husk kontraster: Fx... fine/høje sko til afslappede bukser - eller hvis man vil dyrke sine sneakers, så er det til pæne bukser... Nemt trick til en opgradering - hermed givet videre.

Kjolen er min egen - helt plain. Jakken havde Maria hængende i butikken. Jeg ville aldrig selv have valgt den - men da den blev sat sammen med de fede støvler og kjolen - så synes jeg da faktisk at det spillede max - også til strøgture i Dagli'Brugsen.

Jeg er ikke super stolt af min mave, mine hofter og min bagdel. Til trods for at Kim Kardashian har gjort hvad hun kunne for at promovere en ordentlig bagperron...

Tip! For mig gælder det derfor om at få lidt opmærksomhed op til overkroppen og ned på fødderne... (og altså VÆK fra ‘the Crime Scene’...)

Så er vi tilbage ved det med kontrasterne. De hullede bukser.... host ... er bløde og nogle af dem jeg kan passe. Og hullerne bringer jo desværre også opmærksomheden hen på det område på min krop som jeg er MINDST stolt af... Men men men - en top med lidt bling de bling, min egen sorte jakke og så et par sølvsandaler.  Vupti! - følte mig afslappet men en del mere velklædt end det jeg tøj jeg ankom i.  

Tip! Fremhæv de steder på kroppen hvor man 'automatisk er slank' - fx håndled og ankler. Dvs ingen lange jakkeærmer - men gerne et par armbånd og lidt fint fodtøj.

Jeg kunne ikke bare se forskellen - jeg kunne også mærke den. Var helt ‘høj’ et par dage efter - altså mere end de 174 cm der står i passet.. Ps... på vej hjem - hen til bilen i det tøj jeg startede med - blev jeg antastet af en hjemløs, som var så sød at påpege at mine bukser var hullede. 

Note: Når de hjemløse synes man går for afslappet klædt - så skal man se om man ikke kan stramme liiiidt op på sin fremtoning. Hermed gjort...

Postkort fra Onkel rejsende Mor...

I mandags pakkede jeg verdens mindste VW UP med tre tasker og to børn og kørte afsted til et hus lidt uden for Amsterdam. Det var forholdsvis spontant, det var med sommerfugle i maven og det var en med en ret flad pengepung - men vi gjorde det.  

Normalt er det sådan til hverdag, at der er en regulær kamp om 'det frie forsæde' i bilen, når vi kører os tre sammen - mig og drengene. Vel at mærke også selvom der er tale om en køretur på under 5 minutter. Det er åbenbart ULTRA vigtigt at ha' den plads... Imidlertid var det sådan på denne tur - som er det længste stræk vi har kørt sammen nogensinde - at der var INGEn af dem, der ville sidde på forsædet. De foretrak at sidde tæt klinet op ad hinanden på verdens mindste bagsæde og skiftevis fnise, skændes, slås og knævre - heeeeele good damn vejen til det flade træskoland. 
Hvilket også betød, at jeg relativt hurtigt - tror faktisk kun vi var nået omkring Hamburg - løb tør for diplomatiske måder at bede dem om at være stille på. Som dagen skred frem blev tonen måske en anelse harsk end den gennemsnitlige 'politiske korrekte forælder' vil sætte pris på. 

En lille gennemgang af turens spektrum lød på:

- Vær lige stille nu
- Ti stille
- TI stille
- Hold mund
- Hold nu oooooop
- Hold muuuuuuund
- Stop så 
- STOP så for helvede
- TIIIII stille
- Luk så RØVSYLTEN (ved ikke hvor det kom fra eller hvad en røv-sylte egentlig er - men det var sagt under logistisk press)
- Luk røven (mere trafikalt pres)
- Hold kæft (mit absolutte hade-udtryk, som jeg overhovedet ikke kan rumme selv)
- Og endeligt: Den næste der siger noget - kommer herom og sidder....!

Og så kom der ro på. 
De ved heldigvis at jeg er lige så blød i filten, som jeg kan være hård i kæften.

Det er muligt at Holland ikke er nogen særlig eksotisk destination - men jeg er alligevel en anelse stolt over at have vist mine børn lidt andet end et sydeuropæisk all-inclusive resort. (Som helt sikkert også er mega 'læks' til sin tid - men både udenfor min økonomiske rækkevidde og udenfor min mentale ønskevidde...)
Og det er fandme fladt det land vi har besøgt. Men jeg kan virkeligt li' det. Det er kønt, mærkeligt, nydeligt og anderledes end Danmark på så mange måder: Folk er ekstremt høflige og søde. Den offentlige transport fungerer - uden nærdødsoplevelser - og man har faktisk råd til at handle mad i et velassorteret supermarked. Tre områder hvor vi er håååbløst bagefter i Danmark... 

Vi har set smukke smalle huse, kanaler og cannabis, kørt med sporvogn og spist madpakker, budding og pandekager og brugt en hel time i en slik-butik... og vi har været sammen 24/7 i 5 dage på den intense måde. Tror sgu jeg kan sætte et flueben ud for boksen med 'sommerferie'. 

Det var awesome.

Jeg kalder dette fotografiske værk: Tyk men Glad. 

(Fandt ENDELIG en SugarDaddy)

Meget meget sjældent situation... en frivillig multi-selfie.
(Mobilkamera versionen af at bakke-baglæns...?)