Love me do

Jeg fik idag en nydelig og diskret forespørgsel på, om der stadig er liv - her... og jeg blev fandme så glad. Fordi jeg et kort sekund havde følelsen af, at mine tilstedeværelse her gør en forskel for ihvertfald ET andet menneske end mig selv.

I det hele taget, har jeg (ironisk nok) meget at være taknemmelig og lykkelig for i øjeblikket og det ER jeg - til trods for, at jeg på mange måder står i mit eget personlige Ground Zero - sådan som det må have set ud den 12. september... 

Sagen er nemlig den, at netop som man tror at kærligheden har forladt ens liv - på den mest brutale og utilgivelige måde - så viser den sig igen i dens reneste og fineste form fra så mange sider. Det er den stærkeste medicin der findes.

Og så er der selvfølgelig ham her... som hjælper på sin egen særlige måde - og som har fat i den lange ende, når det kommer til den kærlighed, som kommer til at være virkeligt meget på tapetet for mig i 2016...