torsdag den 13. august 2015

Styling for dummies...

Et skridt på vejen til at acceptere sin vægt, sit udseende og det hylster man bor i lige her og nu - er vel at man føler sig præsentabel og foxy - og ikke mindst, at man forstår at fremhæve de ting som trods alt funker. Og her mener jeg ikke at man kan sætte det ene ben foran det andet og gå - men at man fx har lange ben, en flot talje eller noget pænt til gården og gaden. You get the picture...  

Jeg elsker at være velklædt. Jeg elsker kjoler og smykker og sko og modemagasiner. Det triste er bare - man kan slet SLET ikke se det på mig. Fx har jeg ikke (læs: OVERHOVEDET ikke) pengepungen til at købe mig det nye, det dyre eller lækre - og så skifte ud når humøret er til det - eller når jeg lige synes, at det jeg har i skabet ikke funker mere. And lets face it - man kan jo købe sig ludfattig og alligevel aldrig nå det punkt, hvor man synes at NU er man bare den bedste klædte version af sig selv... 
Og det er også lidt bizart, for til trods for min ægte kærlighed til tøj og tilbehør - så har jeg også en tendens til at komme til at 'underdresse' temmelig hårdt. På den der måde, hvor jeg nogle gange ligner 'Gunver Gennemsnit' - hende der, der er gift med ham der har værkstedet nede på hjørnet.

Om det er underbevidsthedens forsøg på ikke at få egoet til at stikke snuden alt for langt frem - eller om der er tale om ren og sker dovenskab eller uvidenhed og fordi jeg er ALT for bekvemt anlagt - det lader vi stå lidt hen i det uvisse. 

Så for et lille stykke tid siden fik jeg en aftale i hus med denne dygtige kvinde 
mary-lou-styling.dk 
Maria har en fantastisk Second Hand tøjbutik med en masse lækkert tøj, som har mange gode timer tilbage i sig - og ikke nok med det - så ved hun rigtig meget om, hvordan man egentlig får sin stil til at repræsentere personligheden på bedst mulige måde - hvordan man bliver velklædt uden at skulle købe nyt hele tiden og hvordan man fremhæver de ting som i virkeligheden funker rigtig godt på ens ‘tøj-stativ in the flesh’. 

Det jeg virkelig godt kan lide ved Maria er hendes kærlige og ærlige tilgang - samt at hun faktisk på meget kort tid, fik mig flyttet ganske langt mentalt og forståelsesmæssigt i forhold til at opgradere min stil... Og her mener jeg ikke på ‘personlig-stylist-køb-køb-køb’ måden - men på hvordan man tryller med det man har - suppleret med lidt af det hun har.

Vi er slet slet ikke færdige med projektet - men her er hvad vi nåede på kun en morgen...:


Typisk Trine. Jeans som næsten passer. En sort tshirt som ikke gør nogen fortræd - kombineret med et par flade klassiske Converse, så man kan gå rigtig hurtigt rundt inde i Fakta. 'Alt for Dullerne' har ikke ringet og spurgt om styling tips... 


Se nu der. Maria har flettet mit hår og fundet en jumpsuit til mig. Jakken er min egen og halskæden havde jeg på i forvejen. Skoene havde Maria også på lager i butikken. En jumpsuit synes jeg hurtigt kan komme til at minde liiiidt for meget om en oldschool natdragt... Kunsten er at dresse den lidt op, hvis man vil begå sig ude i virkeligheden....
Tip! Husk kontraster: Fx... fine/høje sko til afslappede bukser - eller hvis man vil dyrke sine sneakers, så er det til pæne bukser... Nemt trick til en opgradering - hermed givet videre.

Kjolen er min egen - helt plain. Jakken havde Maria hængende i butikken. Jeg ville aldrig selv have valgt den - men da den blev sat sammen med de fede støvler og kjolen - så synes jeg da faktisk at det spillede max - også til strøgture i Dagli'Brugsen.
Jeg er ikke super stolt af min mave, mine hofter og min bagdel. Til trods for at Kim Kardashian har gjort hvad hun kunne for at promovere en ordentlig bagperron...
Tip! For mig gælder det derfor om at få lidt opmærksomhed op til overkroppen og ned på fødderne... (og altså VÆK fra ‘the Crime Scene’...)

Så er vi tilbage ved det med kontrasterne. De hullede bukser.... host ... er bløde og nogle af dem jeg kan passe. Og hullerne bringer jo desværre også opmærksomheden hen på det område på min krop som jeg er MINDST stolt af... Men men men - en top med lidt bling de bling, min egen sorte jakke og så et par sølvsandaler.  Vupti! - følte mig afslappet men en del mere velklædt end det jeg tøj jeg ankom i.  

Tip! Fremhæv de steder på kroppen hvor man 'automatisk er slank' - fx håndled og ankler. Dvs ingen lange jakkeærmer - men gerne et par armbånd og lidt fint fodtøj.


Jeg kunne ikke bare se forskellen - jeg kunne også mærke den. Var helt ‘høj’ et par dage efter - altså mere end de 174 cm der står i passet.. Ps... på vej hjem - hen til bilen i det tøj jeg startede med - blev jeg antastet af en hjemløs, som var så sød at påpege at mine bukser var hullede. 
Note: Når de hjemløse synes man går for afslappet klædt - så skal man se om man ikke kan stramme liiiidt op på sin fremtoning. Hermed gjort...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar