søndag den 8. februar 2015

Proces & panik

Process...: "Forløb eller serie af handlinger der indebærer en forandring eller udvikling". Jo tak. Den er god nok. 

I december måned sagde jeg mit gode faste grafiker job op - mit beskæftigelses anker gennem de sidste 8 år. Trangen til selvstændighed blev endelig så stor og insisterende at den ikke længere kunne tysses ned og ignoreres. Og jeg er nu officielt selvstændig erhvervsdrivende med eget CVR-nr. 
Ingen plan B, ingen økonomisk backup, ingen rig ægtemand til at dække ind, hvis korthuset vælter... bare mig og min Mac og mine evner indenfor det grafiske, og ordene og noget af det andet jeg kan.

Tanker er der ihvertfald nok af. De kører næsten 24/7 - uden en muteknap til at tyssna strømmen med. Jeg skal spare Jer for et indblik i overskrifterne - men der er lige dele tvivl, ideer, frygt og stolthed... og ikke ret meget friplads til tanker som kan slippes løs her i bloggen. En ganske plausibel forklaring på radiotavsheden herfra den sidste måneds tid (synes jeg selv).

Som bekendt, skal man slippe den ene trapez, for at kunne gribe den næste. 
Jeg ved ikke om jeg har grebet den endnu, den næste trapez - eller det har jeg nok - men jeg er ikke landet på den lille bitte sikre platform endnu. Jeg hænger stadig med hovedet nedad fra den lille træpind med to reb i siderne. Gynger frem og tilbage i luften, iført et stramt trikot af introvert panik.


Så giv mig et skub. Giv mig ro, overskud og en tanke i ny og næ. Giv mig feedback. 
Men mest af alt - som jeg siger til mig selv - giv tid og husk, at have tillid til processen.