"Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting jeg kan ændre
og visdom til at se forskellen"
... sindsrobønnen af Reinhold Niebuhr. Det er klogt, det er smukt og det er sandt.
Og alligevel - aldeles uden for den mentale rækkevidde her, hvor angst... eller Angest på den brede Kierkegaardske måde, synes at være en (lidt for) hyppig gæst i mit liv.
(Til trods for at jeg ikke lever i hverken krig eller armod - i regulær forstand, anyways - men hvis du har set mit køkken på en dårlig dag, er du måske alligevel af en anden opfattelse...)
Jeg stritter imod det bedste jeg har lært. Synes at frygten er irrationel - men må alligevel anerkende, at jeg står aldeles uden midler til at ændre situationen. Som i den famøse 'mangel på visdom til at se forskellen' - altså om skidtet skal accepteres eller bekæmpes.
Får spontant lyst til at uddele et cirkelspark til manden bag citatet (og nogle gange folk omkring mig, men det er en anden historie...). Han har tydeligvis ikke haft et par drengebørn, som vokser så stærkt som mine - og som man ovenikøbet kun har på det halve af den lånte tid, fordi man engang valgte skilsmisse som et livsvilkår, på bekostning af noget andet...
Så sidder de der, de to store drenge og alt hvad der er småt, trygt, velkendt, sødt og barnligt er på vej i evig landflygtighed og ved at blive afløst af noget andet og sikkert mindst lige så godt - men for mig - ukendt og skræmmende territorie.
Det lammer mig næsten af frygt - så meget at tårene presser sig på midt i min morgenmad - og jeg har lyst til at råbe: 'STOOOOOP!!!!!'. Stop det der. Stop med at blive store og selvstændige og stop med at løsrive jer fra mig. Alt imens jeg famler med den imaginære navlestreng til dem, som jeg febrilsk prøver at sikre med adskillige råbåndsknob.
Helt forgæves.
Der har heldigvis været mange år, hvor jeg var selvudnævnt direktør i mor-banken og sad i den brune brede læderstol, iført høj cigarføring og et bredt smil - og delte rundhåndet ud af min foretrukne valuta: Opmærksomhed, kram og nærvær.
Det var før krisen. Nu er problemet nemlig, at drengene er begyndt at handle i en anden valuta... den hedder: Frihed, venner, materielle goder, coolness, youtube, sport... - og faktum er, at jeg på flere af områderne er i en situation, hvor der er udsigt til varigt underskud og røde tal på bundlinien. Kursen på kærligheds-dollaren er i lodret fald.
Hvordan kommer man videre...? Fra bossen til bumsen og til bossen igen? Giver dem line uden at give slip? Lærer de knægte at livet er andet en Igadgets og PlayBox? At man sjældent skal stole på dem, der sælger guldkæder på rastepladserne. At respekt skal man give for at få... At rytme og kærlighed ikke kan købes for penge. At ingen skandinaver ser godt ud med håret farvet sort, at det godt kan være ok at holde ferie i Danmark, selvom Kreta godtnok lyder skønno... At man skal være god ved pigerne? At der er oceaner af tid til at være voksne i... så de skal blive der hvor de er - lidt endnu...
Alle disse ustyrligt vigtige ting, som skal doseres så præcist, at balancen ikke tipper og at man sidder alene i sit lille fattige rige - valgt fra til fordel for grænser der skal krydses og land der skal erobres.
'Turen Går til Kom-Igen-Mor'... er den mon i udlån på biblo?
