Hellere kriger end kujon

For nylig havde jeg en snak med en veninde og tør jeg godt tilføje 'medrejsende soulmate'. Emnet var, som så mange gange før 'kærlighed og parforhold'... Kærlighed til os selv og kærlighed til andre.

Bagefter blev jeg lidt trist - for vores samtale synes at understrege, at langt fra alle vælger et liv og et parforhold, hvor udgangspunktet er kærlighed: Folk bliver sammen i forhold og relationer, af så utroligt mange andre grunde end kærlighed; ... praktik, økonomi, venskab, børn, frygt, komfort... 

Lad mig med det samme understrege: Jeg har IKKE facit og på mange måder ville mit liv sikkert være en hel del nemmere, hvis jeg kunne slække lidt på egne krav og ønsker og bare rulle ind i den første og bedste trofaste favn - og så se igennem fingrene med resten. Overgive mig til tryghedens laveste fællesnævner...

Det sker faktisk engang imellem, at jeg overvejer det - det ser nemlig ud til at fungere for virkeligt mange.... Hvad man til gengæld ikke kan se er, om der under overfladen er rolige vande eller floder af lava, der brænder gennem hjerte, sind og krop og efterlader sorte aftryk overalt. 

Jeg blev for nyligt kaldt for 'en romantiker med realitetssans'... er i det hele taget blevet kategoriseret af diverse folk i mit liv som bl.a.: Min egen værste fjende, en sart blomst, en labrador, en tidsel, en kæmper...

Sandheden er, at jeg er det hele - og jeg er intet af det. Jeg er bare mig. På godt og ondt - og som hver eneste good damn day - prøver at holde mig selv på den sti, som JEG tror er sand, rigtig og allervigtigst - som giver mening for mig. For uden mening, giver intet mening.

Når jeg kigger i spejlet, så ser jeg mig selv - der kæmper mig igennem et problemfyldt, sårende, opløftende, livsbekræftende, svedigt, kærlighedsfyldt, selvstændigt, frit, sjovt, lammende, fantastisk og fuldstændigt frygtindgydende liv...

Og når jeg har stirret videre igennem angsten, ensomheden, tvivlen - så får jeg heldigvis øje på ønsket, troen, viljen og håbet. Det ukuelige håb om, at der er andre og flere end mig - der tør at vælge potentialet og troen på noget fantastisk - som vi ikke nødvendigvis har endnu eller kun har fået en lille bitte snert af - fremfor noget, som nok er sikkert men valgt ud fra frygt eller komfort - og som får sjælen til at implodere eller bare visne lidt efter lidt. Jeg ved det, for jeg har faktisk prøvet det.

I marts måned indrømmede jeg med tårer ned af begge kinder, for en flok fremmede mennesker, at min største og mest altædende frygt er, at blive forladt. Det er det ikke mere.

Min største frygt, er at miste troen på livet - som et sted hvor der også er plads til en som mig: En tidsel, en labrador, en ven, en datter, en mor, en formidler, en naiv-stærk-sjov-sårbar-ærlig-håbefuld-sarkastisk-godtroende-tatoveret tosse - med hovedet i skyerne, fødderne i jorden og et hjerte der kontinuerligt prøver at forbinde det hele.

Og uanset om kærligheden kommer som romantik - eller en i en af de mange andre former den heldigvis også har - så ved jeg, at jeg er tro mod mig selv - hele vejen.