At være skilsmisseforælder er som en evig udmattende dans på verdens skarpeste knivsæg. Et lille fejltrin og så skærer man sig. Det gør så forbandet ondt hver eneste gang og man føler at såret er alvorligt dybt og at blødningen nok aldrig stopper. Det gør den heldigvis for det meste.
Faldgruberne er så uendeligt mange...
- det første døgn man har sine børn hjemme igen efter en uge hos deres far. Et sceneskift, som altid gør dem lidt ekstra møre - og mig der har savnet dem sindssygt og bare vil knuskramme dem og ubevidst forventer at deres behov og gensynsglæde er lige ligeså inderlig. Det kan den sagtens være - det er jeg sikker på at den er - men jeg bestemmer jo ikke i hvilken rækkefølge de brikker bliver lagt.
- døgnet op til de skal afsted... hvor det går op for én, at 'tiden er gået' og at lige om lidt er de væk, drengene - i en hel uendelig uge - og at man slet ikke var sød nok, nærværende nok, skrap nok, fleksibel nok... og at der for guds skyld ikke må være nogle konflikter på vej ud af døren, så det bliver netop den emotionelle bagage de forlader hjemme med.
- når man bliver ramt på forfængeligheden af deres lovprisninger af 'det andet hjem' uden tanke for, at det nok er en tendens der går begge veje...
- når man igen og igen skal minde sig selv om 'at det jo ikke er nogen konkurrence' og man får lyst til at hvæse: 'Gu er det så!!' og hælde lidt ekstra cola i glasset og smide om sig med pizzaer, sengetider ad libitum og pengesedler i en heftig rus - blot for at tækkes afkommet - vel vidende, at ægte kærligheds-klister skabes på en helt anden måde...
Listen er lang. Alt for lang.
Men... når vi bytter henne ved skolen - deres far og jeg - bytter 'skatte'. Eller låner tilbage eller hvad man kalder det og jeg kører derfra alene - så falder skuldrene sådan ca liiiige 10 cm ned på plads. Savnet akkompagneres med en lille lækker lettelse over, at det nu er muligt at være fuldblown egoist en i hel uge.
Ingen pippende fugleunger som skal have mad indenfor normal spisetid... ingen der brokker sig over at menuen står på chips og spejlæg. Ingen smukke storvoksende drenge, der skal mindes om dit og dat og som taler i munden på hinanden - skændes om 2 mikromillimeter saftevand og forøvrigt begge to er på vej ind i noget zombi-teenage-tilstand, der gør at alt foregår i s-l-o-o-o-w-m-o-o-t-i-o-n. Med mindre altså der er tale om noget de selv har nytte af. Så går det stærkt nok.
Egotrip de luxe. Et batteri der bliver ladet op og en hjerne der får lidt fred... En tilstand og nogle dage, der ville gavne rigtig rigtig mange forældre - omend formen IKKE behøver at være en regulær skilsmisse.
Og sådan går 5 dage med den søde smag af frihed.
Og så er der de sidste to dage - som bare skal GÅ fordi savnet pludselig fylder alt for meget igen.
...
I morgen sender jeg mine drenge over til deres far. De glæder sig altid. Og det glæder mig, altid. Selvom det også gør lidt ondt, hver gang.
Det gør ondt at man har sat børn i verden og alligevel kun har dem til rådighed den halve tid. Der findes et udtryk om at 'vores børn er kun til låns' - ja tak - og når man ikke bor sammen med deres biologiske far - så er lånetiden altså yderligere forkortet. Og nu hvor de bliver store er det endnu mindre man fylder i deres liv - fordi man (heldigvis) har fået konkurrence af deres eget sociale univers.
Det handler ikke om skyld - for den har jeg skam pisket mig selv med de sidste mange år og det er ikke længere - eller har aldrig været - brugbart, konstruktivt, retfærdigt... Alligevel, så piner det mig, at man har 'tvunget' dem til et splittet børneliv med to adresser, to regelsæt, to alt muligt... om end det glæder mig inderligt, at de trives med to forældre som heldigvis kan enes om langt det meste og har det til fælles, at vi vil gøre alt for vores drenge - og at disse børn forhåbentlig bliver mere omstillingsparate og robuste end mange af nutidens voksne.
Alt er ok. Det skal det være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar