Der er ikke noget, der er ret meget mere berusende i denne verden, end at lære et 'nyt' menneske at kende... Og som regel er det heldigvis sådan, at jo bedre man lærer en anden person at kende - jo stærkere og mere vedholdende bliver den lim, der holder os sammen...
Kolleger, klassekammerater, venners venner, dates, perifære kontakter. Nogle passerer forbi ganske uden at sætte spor eller forankres for en stund - og andre igen holder man fast i og giver dem enten et glimt eller fuldt udsyn til løvens hule, hvor skønheden og monsteret bor side om side.
Man lukker op og ind, fordi man møder noget man kan genkende, spejle sig i, noget man mangler, tiltrækkes eller fascineres af..: Kemi, oplevelser, samklang, loyalitet - resonans. Og engang imellem møder man endda kærlighed - af enten den platoniske eller romantiske slags. En favn og en havn.
Af og til går processen den anden vej. Nogle gange kan det ske over et minut - andre gange over et årti og det pudsige er, at det har ikke altid noget af gøre med længden på bekendtskabet. Det bliver bare sådan, at jo mere man kommer i dybden - jo mere overfladisk bliver oplevelsen og relationen.
Ord og gerninger holder op med at give mening - eller de glimrer blot ved deres fravær. Billedet bliver helt sløret og til sidst har man glemt hvad motivet i grunden var.
Venner. Familie. Kærester... Man iagttager det pludselig på ny - og det man troede var den stærkeste lim i verden - er blevet afløst af et lille stykke snottet tape, som ikke holder sammen på en skid.
Er du gaffa tape eller til kontorbrug? Og hvad med dem du holder af - klistrer de på den de måde skal?
Spot on!!
SvarSlet