The choices we make

... eller på bustur i Livets Dal

Hvad gør man egentlig, når alt er kaos og man føler sig splittet og trukket i alle retninger? Når man enten har mærket så meget efter, at man et helt følelsesløs - eller man ikke har turdet åbne låget på kassen med mærkatet: 'Ønsker for Livet'... af bare frygt for hvad man finder.

Hvor går man hen, når ingen andre end en selv har svaret på - og ansvaret for - hvad der skal ske med det der satans liv? Når man er tvunget til, at rejse sig fra bagsædet i bussen, og gå op og sætte sig bag rattet, for at få ruten til at følge drømmene...?

For hvad nu med chaufføren der kørte før? Hvad hvis de andre passagerer er nødt til at stå af? Fordi de ikke kan eller vil køre samme vej? Finder de en anden rute? Og hvad nu hvis man rammer nogen på vejen på vej mod destinationen og de bliver såret? 

Et stykke hen ad vejen er disse bekymringer og risici helt reelle. Det er præcis lige så uundgåeligt, som det er at beskytte sig selv mod livets kindheste generelt. Helt umuligt.

Men hvornår er det egentlig ok at prioritere sin helt egen lykke? Uanset hvilken form den har...

Jeg tror ikke at der er noget endegyldigt svar på det spørgsmål - alene at skrive det føles lidt svært og ucharmerende. Grænserne for hvad vi hver især kan tåle og vil gå på kompromis med, er tilsyneladende yderst varierende.

Dengang jeg skulle skilles fra drengenes far, og jeg var helt askegrå indeni af sorg over at splitte deres liv i atomer, var der en der sagde til mig, 'at det ikke altid føles godt, at tage de rigtige beslutninger'. Ordene var en stor trøst og det er en af de største sandheder et andet menneske har fortalt mig. Det har været mit tanke-anker ofte og jeg tilgav mig selv i takt med, at alt faldt på plads igen - blot på en anden måde.

For mig er angsten for, hvad der sker med kvaliteten af den værdifulde korte tid der er til rådighed, en evig stærk drivkraft til altid at forsøge at få boblen i hjertet til at være i vater.  

Det er hårdt at være chauffør i eget liv. Men hvis der er noget jeg ved med bombe(attrap) sikkerhed - midt i alt det jeg ikke ved - så er det, at det er fatalt ikke at være det. Et køretøj uden chauffør er enten dødensfarligt eller på vej i grøften.