Det er ganske vist

Ting jeg har lyst til:
1) Begynde at ryge.
2) Tage 10 kg på.
3) Se samtlige afsnit af SATC i streg imens jeg arbejder på ovenstående.
4) Sippe portvin mens jeg arbejder på 1,2 og 3.

Ting jeg IKKE har lyst til:
1) Forholde mig til min saldo på netbank.
2) Se folks måltider på Instagram.
3) Se resultatet af punkt 1 og 2 af 'ting jeg har lyst til'.
4) Se min egen mad på Instagram.

Den frodige dame nynner

I starten af året skrev jeg indlægget ‘2014 - in a bodybag’ - om at passe på sig selv og sit hylster… - Og er jeg så egentlig mega sund, slank og atletisk nu? 

Nope. 

Faktisk, så bliver jeg helt flov, når jeg genlæser hvad jeg har skrevet. Ikke fordi det ikke var sandt eller oprigtigt ment, men fordi jeg igen igen IGEN er røget af sporet og har hygget mig med kuren ‘HvedePLUS’...

Der må ikke herske nogen tvivl om at mine intentioner var belagt med guld og god vilje. Der må imidlertid godt herske tvivl om hvilket materiale min rygrad er lavet af:

A) Knogler m.m. 

B) Skumfiduser 

C) Silicone fugemasse

Lige så længe jeg har været bevidst om min (voksne) krop - lige så længe har jeg tænkt:
Når jeg bliver tynd (slank, slankere), så bliver jeg glad. Så bliver alt godt og jeg bliver lækker, beundringsværdig, sjov og let i sindet, elskværdig, tjekket, foxy… - fill in the blanks. Hvis man kigger lidt nærmere på det tankesæt - så betyder det også, at jeg synes hvis jeg IKKE er slank - så er jeg IKKE elskværdig, IKKE tjekket, IKKE… 
Det virker banalt og for måske også en ‘my’ hjernedødt. Ikke desto mindre har dette været ‘den ultimative sandhed og overbevisning’ i mit indre. Der har ganske enkelt ikke været nogle alternativer til den tanke om mig selv. Og sådan har det været, uanset om jeg har vejet 68 kg eller 82 eller 92… (Og ja, alle tre tal har været aktuelle - call the fatty-police.) 

...

For nylig sad jeg så på en virkelig skøn cafe sammen med min kæreste. Solskin, udsigt over havnen, cappucino i min kop, is i min hånd. Jeg var totalt i vater og glad… Lige indtil min kæreste sagde de magiske ord: “Ved du hvad… dit problem er at du er alt for glad for mad”… Bum. Kan godt afsløre at resten af isen havde en lidt ram eftersmag. 

Men faktum er: Manden har ret. Jeg ELSKER MAD. Og ja, jeg indrømmer også lettere skamfuldt, at jeg bruger mad, på tidspunkter hvor det måske var mere hensigtsmæssigt med: En lur, meditation, en løbetur, et glas vand, et spark i røven eller bare et fucking kram - fordi jeg er træt, stresset, ensom, umættelig, sødtandet, keder mig… 

MEN…. hvis jeg ikke var mig, men en anden - så ville jeg liiige prikke mig selv på skulderen og spørge: Undskyld, men har du ikke fortjent at være glad - selvom du ikke er tynd????
(- og tilføje: Hvad fanden er det egentlig for noget pis at hakke af…??) Og så ville jeg, efter verdens længste krammer og et kys i panden, sætte mig ned og fortælle mig om alt det jeg kan og gør, som har en million gange mere værdi, end at kunne passe et par Levis jeans i str. 31…

Når jeg kigger på de mennesker jeg elsker og som har betydning i mit liv, så er de alle smukke og helt enestående - ligegyldigt om de har høje tindinger, beton ankler, poser under øjnene, er alt for tynde eller for tykke jvf det klassiske bmi-indeks. Det de giver mig, har INTET at gøre med deres fysiske fremtoning og det har aldrig været anderledes. 

Hvorfor er det mon så svært at elske sig selv lige så ukritisk??

Mit forholdt til mad bliver mere og mere mærkeligt. Jeg spiser mere og mere usundt. Som om at kroppen min er igang med at opfylde en pervers modsat profeti. Kan det mon være fordi, at det er den sygeste sandhed, at slank = glad - hvis midlet og vejen er ligegyldig?

Jeg er 41 nu - og jeg har brugt næsten 20 år af mit liv på at være totalt optaget af min vægt. Det stopper nu. 

Hvad mon der sker, hvis man går efter glæden og velværet og overgiver sig til tanken om, at hvis kroppen ikke vil passe tøjet, så må tøjet passe kroppen… og at man GODT kan være/blive foxy alligevel??? Alene det at SKRIVE det er grænseoverskridende - så jeg ved at jeg er på den rigtige sti… Hvis ikke det kradser lidt, så har man ikke fat i noget. 

Jeg får heldigvis hjælp på vejen - af hende her…

http://mary-lou-styling.dk/

Følg med… tror sgu det bliver godt :-)

Bangebukser II - det nye snit

"Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, 

mod til at ændre de ting jeg kan ændre 

og visdom til at se forskellen"

... sindsrobønnen af Reinhold Niebuhr. Det er klogt, det er smukt og det er sandt. 

Og alligevel - aldeles uden for den mentale rækkevidde her, hvor angst... eller Angest på den brede Kierkegaardske måde, synes at være en (lidt for) hyppig gæst i mit liv. 

(Til trods for at jeg ikke lever i hverken krig eller armod - i regulær forstand, anyways - men hvis du har set mit køkken på en dårlig dag, er du måske alligevel af en anden opfattelse...) 

Jeg stritter imod det bedste jeg har lært. Synes at frygten er irrationel - men må alligevel anerkende, at jeg står aldeles uden midler til at ændre situationen. Som i den famøse 'mangel på visdom til at se forskellen' - altså om skidtet skal accepteres eller bekæmpes.

Får spontant lyst til at uddele et cirkelspark til manden bag citatet (og nogle gange folk omkring mig, men det er en anden historie...). Han har tydeligvis ikke haft et par drengebørn, som vokser så stærkt som mine - og som man ovenikøbet kun har på det halve af den lånte tid, fordi man engang valgte skilsmisse som et livsvilkår, på bekostning af noget andet...

Så sidder de der, de to store drenge og alt hvad der er småt, trygt, velkendt, sødt og barnligt er på vej i evig landflygtighed og ved at blive afløst af noget andet og sikkert mindst lige så godt - men for mig - ukendt og skræmmende territorie. 

Det lammer mig næsten af frygt - så meget at tårene presser sig på midt i min morgenmad - og jeg har lyst til at råbe: 'STOOOOOP!!!!!'. Stop det der. Stop med at blive store og selvstændige og stop med at løsrive jer fra mig. Alt imens jeg famler med den imaginære navlestreng til dem, som jeg febrilsk prøver at sikre med adskillige råbåndsknob. 

Helt forgæves.

Der har heldigvis været mange år, hvor jeg var selvudnævnt direktør i mor-banken og sad i den brune brede læderstol, iført høj cigarføring og et bredt smil - og delte rundhåndet ud af min foretrukne valuta: Opmærksomhed, kram og nærvær. 

Det var før krisen. Nu er problemet nemlig, at drengene er begyndt at handle i en anden valuta... den hedder: Frihed, venner, materielle goder, coolness, youtube, sport... - og faktum er, at jeg på flere af områderne er i en situation, hvor der er udsigt til varigt underskud og røde tal på bundlinien. Kursen på kærligheds-dollaren er i lodret fald.

  

Hvordan kommer man videre...? Fra bossen til bumsen og til bossen igen? Giver dem line uden at give slip? Lærer de knægte at livet er andet en Igadgets og PlayBox? At man sjældent skal stole på dem, der sælger guldkæder på rastepladserne. At respekt skal man give for at få... At rytme og kærlighed ikke kan købes for penge. At ingen skandinaver ser godt ud med håret farvet sort, at det godt kan være ok at holde ferie i Danmark, selvom Kreta godtnok lyder skønno... At man skal være god ved pigerne? At der er oceaner af tid til at være voksne i... så de skal blive der hvor de er - lidt endnu... 

Alle disse ustyrligt vigtige ting, som skal doseres så præcist, at balancen ikke tipper og at man sidder alene i sit lille fattige rige - valgt fra til fordel for grænser der skal krydses og land der skal erobres.

'Turen Går til Kom-Igen-Mor'... er den mon i udlån på biblo?

Man græmmes

Tre dameblads artikler, jeg nok IKKE kommer til at læse... 

1) Hvordan man undgår overtræning.

(Excuse me, but have we met...? Ingen ser det ske. Nogensinde. INGEN)

2) Den perfekte guide til Skinny Jeans. 

(Excuse me, but have we met...? Denne krop er omhyggeligt bygget af smør og materiale fra De Danske Sukkerfabrikker) 

3) Hvad siger din taske om dig? 

(- at jeg svinger den op i fjæset på dig, hvis du ikke stopper med sådan nogle idiotiske rubrikker på forsiden af et magasin til kvinder over 16. And I'm not kidding.)

Proces & panik

Process...: "Forløb eller serie af handlinger der indebærer en forandring eller udvikling". Jo tak. Den er god nok. 

I december måned sagde jeg mit gode faste grafiker job op - mit beskæftigelses anker gennem de sidste 8 år. Trangen til selvstændighed blev endelig så stor og insisterende at den ikke længere kunne tysses ned og ignoreres. Og jeg er nu officielt selvstændig erhvervsdrivende med eget CVR-nr. 
Ingen plan B, ingen økonomisk backup, ingen rig ægtemand til at dække ind, hvis korthuset vælter... bare mig og min Mac og mine evner indenfor det grafiske, og ordene og noget af det andet jeg kan.

Tanker er der ihvertfald nok af. De kører næsten 24/7 - uden en muteknap til at tyssna strømmen med. Jeg skal spare Jer for et indblik i overskrifterne - men der er lige dele tvivl, ideer, frygt og stolthed... og ikke ret meget friplads til tanker som kan slippes løs her i bloggen. En ganske plausibel forklaring på radiotavsheden herfra den sidste måneds tid (synes jeg selv).

Som bekendt, skal man slippe den ene trapez, for at kunne gribe den næste. 
Jeg ved ikke om jeg har grebet den endnu, den næste trapez - eller det har jeg nok - men jeg er ikke landet på den lille bitte sikre platform endnu. Jeg hænger stadig med hovedet nedad fra den lille træpind med to reb i siderne. Gynger frem og tilbage i luften, iført et stramt trikot af introvert panik.


Så giv mig et skub. Giv mig ro, overskud og en tanke i ny og næ. Giv mig feedback. 
Men mest af alt - som jeg siger til mig selv - giv tid og husk, at have tillid til processen. 

2014 - in a body bag

Jeg plejer normalt ikke at være så pjattet med januar - det er de færreste - men i år er det anderledes, heldigvis. Jeg har nemlig slået ørene ud og er med på en lytter…

Jeg brugte en meget stor del af 2014 med at være rigtig sur på min krop. Ikke bare sur, irriteret og ærgelig over de klassiske 5 kg for meget (og at have silhuet som en rullesteg med talje). Næ, jeg vil egentlig mere sige at jeg var bitter, ulykkelig og vred.

Jeg syntes det 40-årige hylster forrådte mig på alle mulige måder: Ingen energi, dårlig søvn, en opadgående vægt og ondt i maven - en tilstand der de sidste 3-4 måneder næsten var konstant. Jeg skulle hilse og sige at det kan man godt blive en anelse træt og irriteret af. Som I…: Hvis du taler til mig, så river jeg armene af dig og propper dem ind i kæften på dig.

Jeg var hos lægen flere gange og fik en sang fra de varme lande om ‘at det nok var en virus - eller en infektion’ og med et skuldertræk og et batteri af blodprøver blev jeg sendt hjem igen. 

I mellemtiden fik jeg den tanke, at man jo kunne prøve at udelukke laktose - til trods for at jeg har drukket mælk og spist mejeriprodukter hele mit liv. (Onde tunger vil sågar påstå at jeg ved flere lejligheder har kvalificeret mig til VM i spisning af fx risalamande. En tretrinsraket af mejeriprodukter og stivelse.)

Altså. Ingen laktose - og en lille bedring kom… Så tog jeg et skridt til og udelukkede gluten fra min kost… og pludselig - ingen mavepine. Bum.

Lige så stille er det gået op for mig, at min krop ikke har forrådt mig. Overhovedet. Den har faktisk råbt og skreget og brugt alle sprog og tegn den havde til rådighed for at fortælle mig, at det jeg gjorde - det jeg spiste var noget lort. (Pardon my french).

Miraklerne kommer ikke natten over - og vanerne heller ikke. Jeg er jo kun et menneske. Og ja, du vil stadig kunne se mig på McD. Det er mig der sidder og spiser en McFeast - uden bollen. Du ved, bare en bøf med ost og dressing mellem fingrene :-D. Meget meget lidt classy - men det funker i det nye setup. Jeg spiser også en pizza af og til og et stykke kage - og elsker det mens det står på - og betaler så bøden bagefter. Nu ved jeg i det mindste hvad det er der sker og hvorfor. 

Så nu - et skridt af gangen er jeg gået igang med at prøve at blive ven med mit fysiske hylster. Jeg bliver aldrig den der åleslanke modella-type. Det er ok. Det er nødt til at være ok. 

Jeg vil bare gerne synes at det er godt at være mig - i mig. Så derfor er løbeskoene også kommet frem igen. Det er kedeligt. Lige indtil jeg kommer hjem. Så er det fantastisk. Ligesom det er ret fantastisk, at have følelsen af at denne forandring er varig og at jeg KAN og at der er en mening med det - som IKKE KUN handler om at jeg skal være tyndere. 

For første gang tror jeg faktisk på det selv.

Så vær hilset 2015. Lad os se hvor langt vi kan komme med hende Trunten bag skærmen.

Son (and mother) of Anarchy

.... øh...?

Er jeg blevet gangster? 

Våbenkurer? 

Har jeg (endelig) fået en birolle i min absolutte favoritserie Sons Of Anarchy...?

Svaret er desværre NEJ til alle tre spørgsmål... (Desværre fordi det måske kunne bringe lidt modvægt eller balance til den überkontrollerede, stressede og 'for-få-timer-i-døgnet' tilværelse jeg fører pt.). 

HVORFOR ligner mit bagagerum så noget der tilhører en middelsvær gangster med svedige armhuler, trang til søde sager og som er meget glad for IKEAs luk-let poser...? 

Fordi: Jeg er mor til en dreng, på 11 år. Og som mor til et par af anarkiets sønner, så er ovenstående foto altså bevis på hvad man indimellem er omgivet af. 

Og skulle lige til at tilføje, at det også er derfor jeg ved hvad en nunchako er... men det vidste jeg egentlig før jeg fik børn... så hvad kom først? Hønen eller ægget? "justsaying

P.S.... Hey, nysgerrige Georg. Hvis du undrer dig over hvad den hvide plastik dims i venstre hjørne er, så er det en holder til et løbehjul. Streetmodellen, naturligvis. #hipsterbarn