Den frodige dame nynner

I starten af året skrev jeg indlægget ‘2014 - in a bodybag’ - om at passe på sig selv og sit hylster… - Og er jeg så egentlig mega sund, slank og atletisk nu? 

Nope. 

Faktisk, så bliver jeg helt flov, når jeg genlæser hvad jeg har skrevet. Ikke fordi det ikke var sandt eller oprigtigt ment, men fordi jeg igen igen IGEN er røget af sporet og har hygget mig med kuren ‘HvedePLUS’...

Der må ikke herske nogen tvivl om at mine intentioner var belagt med guld og god vilje. Der må imidlertid godt herske tvivl om hvilket materiale min rygrad er lavet af:

A) Knogler m.m. 

B) Skumfiduser 

C) Silicone fugemasse

Lige så længe jeg har været bevidst om min (voksne) krop - lige så længe har jeg tænkt:
Når jeg bliver tynd (slank, slankere), så bliver jeg glad. Så bliver alt godt og jeg bliver lækker, beundringsværdig, sjov og let i sindet, elskværdig, tjekket, foxy… - fill in the blanks. Hvis man kigger lidt nærmere på det tankesæt - så betyder det også, at jeg synes hvis jeg IKKE er slank - så er jeg IKKE elskværdig, IKKE tjekket, IKKE… 
Det virker banalt og for måske også en ‘my’ hjernedødt. Ikke desto mindre har dette været ‘den ultimative sandhed og overbevisning’ i mit indre. Der har ganske enkelt ikke været nogle alternativer til den tanke om mig selv. Og sådan har det været, uanset om jeg har vejet 68 kg eller 82 eller 92… (Og ja, alle tre tal har været aktuelle - call the fatty-police.) 

...

For nylig sad jeg så på en virkelig skøn cafe sammen med min kæreste. Solskin, udsigt over havnen, cappucino i min kop, is i min hånd. Jeg var totalt i vater og glad… Lige indtil min kæreste sagde de magiske ord: “Ved du hvad… dit problem er at du er alt for glad for mad”… Bum. Kan godt afsløre at resten af isen havde en lidt ram eftersmag. 

Men faktum er: Manden har ret. Jeg ELSKER MAD. Og ja, jeg indrømmer også lettere skamfuldt, at jeg bruger mad, på tidspunkter hvor det måske var mere hensigtsmæssigt med: En lur, meditation, en løbetur, et glas vand, et spark i røven eller bare et fucking kram - fordi jeg er træt, stresset, ensom, umættelig, sødtandet, keder mig… 

MEN…. hvis jeg ikke var mig, men en anden - så ville jeg liiige prikke mig selv på skulderen og spørge: Undskyld, men har du ikke fortjent at være glad - selvom du ikke er tynd????
(- og tilføje: Hvad fanden er det egentlig for noget pis at hakke af…??) Og så ville jeg, efter verdens længste krammer og et kys i panden, sætte mig ned og fortælle mig om alt det jeg kan og gør, som har en million gange mere værdi, end at kunne passe et par Levis jeans i str. 31…

Når jeg kigger på de mennesker jeg elsker og som har betydning i mit liv, så er de alle smukke og helt enestående - ligegyldigt om de har høje tindinger, beton ankler, poser under øjnene, er alt for tynde eller for tykke jvf det klassiske bmi-indeks. Det de giver mig, har INTET at gøre med deres fysiske fremtoning og det har aldrig været anderledes. 

Hvorfor er det mon så svært at elske sig selv lige så ukritisk??

Mit forholdt til mad bliver mere og mere mærkeligt. Jeg spiser mere og mere usundt. Som om at kroppen min er igang med at opfylde en pervers modsat profeti. Kan det mon være fordi, at det er den sygeste sandhed, at slank = glad - hvis midlet og vejen er ligegyldig?

Jeg er 41 nu - og jeg har brugt næsten 20 år af mit liv på at være totalt optaget af min vægt. Det stopper nu. 

Hvad mon der sker, hvis man går efter glæden og velværet og overgiver sig til tanken om, at hvis kroppen ikke vil passe tøjet, så må tøjet passe kroppen… og at man GODT kan være/blive foxy alligevel??? Alene det at SKRIVE det er grænseoverskridende - så jeg ved at jeg er på den rigtige sti… Hvis ikke det kradser lidt, så har man ikke fat i noget. 

Jeg får heldigvis hjælp på vejen - af hende her…

http://mary-lou-styling.dk/

Følg med… tror sgu det bliver godt :-)