Yoyo...

Læste der her indlæg hos (vidunderlige) Maren i går...
http://marensblog.dk/stressestress/

- og følte mig lidt ramt. Måske mest når det kommer til mangel på værdighed i forhold til at tackle mig selv, når man når derhen i grænselandet til stress. Og det går nogle gange lidt ud over andre... 

Sad så på lokum (åbenbart en af de sidste bastioner, hvor der er tilpas meget ro til at tankerne når igennem med deres budskab) - og tænkte over...:
Hvordan fanden finder I andre tid til de ting I når...: Arbejde, aftensmad, motion, børn, logistik, DIY projekter, ponyheste, madpakker, karrierer, forældremøder, indkøb, havearbejde, kærester, arbejde, syltede blommer, venskaber, BoBedre-hjem, videreuddannelse, arbejde og naturoplevelser direkte transmitteret til Instagram...? 

Findes der obskur klub, hvor I lakerer negle, ser Bagedysten og skyder I doping ind i årene, så I kan klare hverdagens udfordringer? Og hvis det forum findes ... hvad koster et medlemskab så? - og kan man få rabat? Har nemlig heller ikke rigtig nogen penge. 
(Har til gengæld en veninde, som har lovet at dele på Facebook, hvis jeg laver en salgsannonce med 'Salg af egne organer'...) 

Jeg bliver fyldt med en bizar lettelse og en lille følelse af samhørighed, når jeg læser om andres manglende evne til at præstere på alle fronter simultant. Så føler jeg mig næsten som et menneske. Og det er åbenbart ikke kun mig, der bliver ramt i solar plexus (igen og igen) af den der latterlige stress-yoyo.
Hver eneste gang, bliver jeg overrasket af stressens lumske snigende adfærd. Og hver eneste gang, er det næsten uoverskueligt at finde vej tilbage til 'normal' tilstand. (Så normal som jeg nu kan blive...).

Hvordan får man fat i den lange ende igen? (Det spurgte hun også om igår...)