Sweettalk the Monster

Hvis du ikke allerede har lugtet lunten ud fra det lille haiku digt, så var det en sejltur jeg stod foran fredag eftermiddag. Og det var som sådan ikke for at være mystisk, eller smide en kæmpe cliffhanger, at jeg holdt kortene ind til kroppen. - men mere fordi, at det er den effekt angst og usikkerhed kan have på mig... 

Monstret kan være så stort, at hvis man først åbner buret, så slipper helvede løs. Så nogle gange skal det ikke ties ihjel eller ignoreres - men blot have hvisket søde ord i ørene i stedet, til roen igen indfinder sig. 

Jeg er ikke som sådan bange for vand. Jeg kan bare godt li' at kunne se havbunden. 

Og det er muligt, at det kan være ligegyldigt om der er 2,5 meter dybt eller 25 meter dybt, hvis jeg skal drukne. Det VED min hjerne godt, men det ved angsten ikke - den er tungnem, stædig, irrationel og svært høreskadet (- og medlem af ÆldreSagen...?).  

Men heldigvis for mig - så er det jeg er allermest bange for her i livet - faktisk den sorte syrede gnavende angst for at gå glip af noget. Og det er måske i virkeligheden den stærkeste motor og drivkraft, der driver det gode skib MS Trine ud over bølgerne. Så ud at sejle, det KOM jeg faktisk. 

Det er meget svært at gengive eftermiddagen uden at overdrive spændingen - eller det modsatte - at sørge for, at alle tre læsere ikke sidder og savler apatisk af kedsomhed. 

Der var ingen 'Perfect Storm', ingen Jack Sparrow (for fanden altså... :-/) eller andet. Blot sol, blå himmel, sort hav, mine kolleger og jeg - udsat for noget udfordrende, underholdende og hårdt matchrace på tre konkurrerende både... 

Pissesjov dag - I might add...  

Kys det så... det satans liv

I morgen fredag - om et døgns tid - skal jeg prøve noget for første gang...

Jeg vil ikke afsløre hvad det er jeg skal (endnu) - men det er noget, som giver svedige håndflader og fugtige armhuler bare ved tanken - noget der aktiverer en af mine livslange og mest intense fobier...

Hvornår har DU sidst prøvet noget for første gang? Og hvad gjorde det egentlig ved dig?? Det lyder måske som et frygtelig banalt spørgsmål... Men min egen erfaring er - i forhold til at prøve noget for første gang - at der er en dejlig stor chance for en decideret bevidshedsudvidende oplevelse - på godt og ondt. 

Jeg tysser på angsten, mens jeg tænker: En erfaring rigere, et hak i kasketten, en rynke til, been there, done that... Tag imod og kys livet på begge kinder.

Nå ja, og så udløste det så et haiku digt også:

Sort hav blå himmel
Hanker op i mit anker
Stort sus i maven

/Trine

Pletskud

At være mor eller far, kan være et regulært minefelt af følelser og tilstande. Spektret går lige fra næsten eksistentialistiske grublerier - til stunder med rendyrket glæde.

Det meste af tiden er livet med børn en vej, der er asfalteret med tvivl. Tvivl om man nu gør det godt nok? Om de kommer til at klare sig ude i verden, de der skrøbelige og stærke små mennesker. Modsætningen til tvivlen viser sig også heldigvis - episoder og øjeblikke af stolthed - hvor man tænker at man har ramt totalt plet, med det man har fyldt i deres hoveder.

Det oplagte er naturligvis, at det er skønt at høre når yngste Uffe flasher sine retoriske evner - eller når ældste Magnus kan regne hurtigere i hovedet, end jeg kan nå at taste på en oldschool Casio lommeregner fra 1998.

Men har alligevel lavet en top tre, over øjeblikke - hvor jeg var HELT klar over, at det går den rigtige vej, med de der børn, der har mig som mor...:

1) Når de griner af mine klamme dumme vittigheder
2) Når de kan bøvse på kommando - begge to
3) Når de begge responderer på mine klistrede kærlighedserklæringer

Keep up the good work - blev der sagt.

Mænd i uniformer og spot med snot

Jeg gjorde det faktisk. Trak hovedet ud af røven mandag… men det skulle jeg måske ikke ha’ gjort. Det trækker så forfærdeligt herude i det fri og jeg blev syg igen L. Har nu været forkølet i 98% af maj måned so far…

Mens jeg lå på sofaen med det hæklede tæppe over mig igår, fik jeg set noget kvalitets daytime TV. Blev eksponeret for vanedannende serier, man ikke anede fandtes – herunder strisser serien Blue Blood – starring mr. Tom Selleck. Hvad sker der for den mand? Hvorfor ser han ikke ældre ud end for 15 år siden? Skyldes det hans gigantiske moustache??

Da jeg var barn læste jeg en tegneserie med navnet ’Gammelpot’. Gammelpot havde en vadsæk, som på magisk vis altid havde det indhold, som han havde brug for… uanset hvilken situation han var i…

Jeg har en tese om, at det er samme funktion Tom Sellecks overskæg har. Han har med garanti på en pistol, en cykel og en middag for to, gemt deroppe under næsen.

However. Tilbage til Blue Blood. En serie om en HEL panser-familie… jeg sluger det råt. Jammen, det gør jeg – og det har ikke så meget med handlingen at gøre, som med det uomtvistelige faktum, at det vrimler med mænd i uniform. Ja, jeg ved godt at det er en KÆMPE GIGANTISK kliche – men der ER bare noget over mænd i uniform. Og her taler vi altså ikke P-vagter og bademestre eller hjemmeværnet (don’t get me started) – men ’rigtige’ uniformer. Jeg har faktisk fundet ud af – at de behøver ikke engang at ha’ den der uniform PÅ. Det er nok at jeg ved at de EJER en…

 

Christ… !! Så kom den dag, hvor man opdagede at man var hul som en hollandsk træsko. Godt man er ENDNU mere vild med mænd med sjæl, hjerne og integritet – bare ærgerligt, at det er meget sværere at spotte…

The fucked up cat-lady

Holder weekend. Taler med katten - og er glad for at jeg er så røv doven, at jeg ikke gider at køre i Rema10000 og købe en pakke kransekage stykker - som aldrig har set skyggen af marcipan. Mine lår takker også...

Kaster op i min egen mund, hvis jeg idag bliver mødt med flere billeder af folks semi-konstruerede lykkelige hverdags-virkelighed. Siger det bare... 

Ja ja - det er sure, sagde ræven...  Imorgen trækker jeg hovedet ud af røven igen. I promise. 

Hov. Tror faktisk at jeg har nachos på lager... 
Ciao, er den der er skredet.

Send. Mere. Portvin. Og. Underholdning.

Er syg for 4. dag i træk og tildeler mig selv en af følgende diagnoser...: Ungdomssløvsind, narkolepsi, semi-koma eller regulær 'fluenza'. Ihvertfald har jeg sovet, når jeg ikke har taget mig af drengene - eller har prøvet at deltage i dagligdagen igen. 
Sidstnævnte gik ikke gik helt efter planen. Forsøgte at tage på arbejde igår, men blev sendt hjem under det hæklede tæppe igen af velmenende kolleger. 

Kan snart poste billeder af liggesår... og er begyndt at tale med katten i mangel af bedre. Holy CRAP. Måske er det nu min alderdom begynder...? Må sende bud efter noget portvin asap...