<a href="https://www.bloglovin.com/blog/4033918/?claim=s8cmfabrhq7">Follow my blog with Bloglovin</a>

<a href="https://www.bloglovin.com/blog/4033918/?claim=s8cmfabrhq7">Follow my blog with Bloglovin</a>

Lad propperne springe

Så det sgu lige om lidt at jeg trækker stikket her på adressen... men det ER faktisk lidt af en festdag, for hele balladen fortsætter lige HER:

Det Sagde Hun Også Igår

Og husk at signe up - så bliver jeg så glad <3
Der kommer en bekræftelses mail til dig - og måske ligger den i din spamfolder... siger det bare

Mind the Gap - del 1

Egentlig taler jeg helst ikke så meget om min alder - mest fordi jeg synes at 'alder' overordnet set er et latterligt koncept. 

Der er mennesker på 20, med livsvisdom som rækker ud over deres fysiske alder - og så er der folk i 50’erne, der stadig pisser rundt, som om de ikke har lært en skid undervejs. Alder er matematik X kalender og fortæller i virkeligheden meget lidt om os som mennesker.

Begrænset research vil afsløre at jeg er 43 i skrivende stund og derfor det man kan kalde ‘midt i livet’ og jeg synes faktisk ikke, at det er noget skidt sted at være. Usikkerheden fra 30’erne er ligesom væk og et kig i Blå Bog fra Gymnasiet afslører, at jeg hellere vil se ud som jeg gør nu end dengang. (Ja, det var også et virkeligt skidt billede… og nej, du må ikke se det)

Men på enkelte områder lider jeg dog stadig lidt af aldersmisundelse - men den går bizart nok i  begge retninger og ikke kun mod ungdommens evigt søde jagtmarker.

Hvis der er noget jeg kan falde i staver over - så er det den spændstighed en ung krop stråler med… men allermest huden… Huden i ansigtet - der sidder helt stramt over kraniet. Selv på en tømmermandsramt kassedame (læs: pige), der har sovet minus 3 timer - og hvor diæten er sammensat i riskager og Små Sure - er ansigtet så glat som et nykogt æg. Og tøsepigebarnet sidder bare der og ANER ikke hvad der er på vej…: Brutalt forfald. 

Mit ansigt så sådan ud engang (det passer!). Men en dag kigger man sig i spejlet og så er der pludselig alle mulige rynker og folder - som ikke lader sig glatte ud - lige meget hvor længe man står med fingeren og prøver at strække lortet ud. Det minder mest om umalet savsmuldstapet, der har ligget krøllet sammen i et hjørne af et forladt byggeri. Allerværst er den der uligelige rynke mellem øjenbrynene, som får mig til at ligne hende heksen fra Hans & Grethe, og som ligner at jeg er 'kronisk stærkt vred og bekymret' - lige meget hvor hårdt jeg smiler.

Selv når jeg ser et billede af mig selv, der kun er 2 år gammelt - kan jeg tage mig selv i at tænke: Nååårh… se lige hvor sød og ung jeg ser ud - hvorfor var jeg ikke bare glad for det? Især når jeg se dagens askegrå betræk i spejlet. 

Man får lyst til at råbe til alle under 40: Nyd det nu for satan! … det går KUN ned ad bakke! 

---

Og så er der de ældre damer… Efter jeg har fået hund er mit kendskab til dem steget med ca 800 procent - og det har faktisk været en ekstremt horisontudvidende oplevelse. Hvis du tror at ‘gamle damer’ er sådan nogle milde væsner med flødekarameller og mildhed i inderlommen - så kan du godt tro om. 

De er frygtløse og opererer med en adfærd hvor al filter er skrællet af... en omvendt Kinder Überraschung. De ser ud som de ser ud - og de er som de er - tilsyneladende helt blottet for hvad andre nu måtte synes om det. Uanset om de er iklædt storblomstrede regnfrakker, kilo tung læbestift, diademer eller joggingbukser.

De siger og gør ting, der jævnligt får min underkæbe til at ramme knæskallerne… og det er faktisk stærkt forfriskende (når man lige har sundet sig), at høre en 80-årig dame tale om sin hunds manglende klunker - eller en anden kær ældre sjæl - der lige sagde til ham den arisk udseende unge mand med kæmpe tatoverede overarme og 2 pitbulls som han knapt kunne holde: At han bare for helvede kunne gå en anden vej - hvis han havde et problem. 

Begge eksempler er hentet uredigerede i virkeligheden.

Kort sagt: Gamle damer finder sig ikke i noget pis. Og det skal vi andre heller ikke. 

Os i midten - vi står med et ben på platformen og et i toget. 

When life gives you lemons...

Går du stadig og venter på invitationen til den fest der...?

Kan godt forstå hvis du er utålmodig - det er jeg faktisk også selv. Og den KOMMER... den bliver måske bare ikke indledt med den konfetti-fontæne jeg havde regnet med. Måske bliver det mere sådan en fest, hvor man inviterer et par venner ud - og inden man får set sig om - så har man bare den bedste, hyggeligste og sjoveste aften med nære og nye, som ingen kunne have arrangeret - uanset talent eller intention.

Nogle gange er det sådan, at man lægger store saftige planer - og så kommer livet og spænder ben - på måder man ikke kunne have forudset, om så man havde kigget nok så dybt i en ordentlig syg krystalkugle.

I morgen skulle jeg fx afsted på ferie - en tur jeg har planlagt og glædet mig til i evigheder. En tur hvor jeg kunne sætte et stort fedt flueben på min (u)officielle Bucket List. En roadtrip der ville udvide min horisont både indvendigt og udvendigt. En regulær våd feriedrøm... pardon my french.
Men vupti - så faldt der et stort rødglødende girokort ned i skødet på mig - som bombede mig helt hjem igen.
Passer start og indkassér IKKE 4000 kr...

Og jeg trænger. Jeg trænger så meget til et break. Og alt muligt andet...

Men der er jo det med forventninger - at det er planer vi har lagt inde i hovedet - uden lige at konsultere universets ubekendte faktorer. For ikke at tale om dem der kommer fra egen sfære...
I den situation kan man lægge sig i fosterstilling i et anfald af selvmedlidenhed - eller smøge ærmerne op og lave Plan B. Eller som jeg - der krøllede mig sammen og fabrikerede Plan C - og så rejste mig og rystede tæppet af. Det er nemlig det jeg kan. Relokere i kaos.

Så nu venter en ferie, som ikke bliver udforskning men måske mere indforskning og virkeligt godt selskab. Mental rekognoscering og den perfekte start på efteråret.

Alt er godt.

P.S. Also. Google er en SO. Bliver ved med at få vist annoncer for hoteller, der hvor jeg skulle hen. And thats just mean.

1 krillimillimeter lunte tilbage

Hånden op!! - alle dem der synes at børnenes sommerferie er alt ALT for lang.

Med risiko for at blive meldt til spelt-curling-whatever-kronisk-dårlig-samvittighedskorpset, der altid står klar i kulissen med en plydsbetrukket støbejerns pande til højre tinding ... så vil jeg gerne have lov til at sige:

HOLD-NU-KJÄFTAN, hvor jeg glæder mig til skolen starter igen! 

Og selvom alle fingre sikkert peger mod mig selv - og jeg OGSÅ er stor fortaler for, at såkaldt 'løs bagkant' kan fremme kreativitet, virkelyst, relationer etc - så tror jeg simpelthen, at mine unger (der reelt er forklædt som næsten-mænd) så småt er ved at miste evnen til at forvalte netop den frihed... inden for de grænser der er sat i og af samfundet og hjemmet (læs: mig).

Ja. Det var bare det. Nedtællingen er igang - glæder mig pt mere til mandag end til weekend.

It's my party...

Har en fest med mig selv i disse dage - på den mentale måde - både ifht at skrive, være kreativ, tænke strategi, være mig selv... og det varer ikke så længe, før jeg er klar til at inkludere andre.

Så... skal lige høre - er der nogen der vil ha' en invitation?