Proces & panik

Process...: "Forløb eller serie af handlinger der indebærer en forandring eller udvikling". Jo tak. Den er god nok. 

I december måned sagde jeg mit gode faste grafiker job op - mit beskæftigelses anker gennem de sidste 8 år. Trangen til selvstændighed blev endelig så stor og insisterende at den ikke længere kunne tysses ned og ignoreres. Og jeg er nu officielt selvstændig erhvervsdrivende med eget CVR-nr. 
Ingen plan B, ingen økonomisk backup, ingen rig ægtemand til at dække ind, hvis korthuset vælter... bare mig og min Mac og mine evner indenfor det grafiske, og ordene og noget af det andet jeg kan.

Tanker er der ihvertfald nok af. De kører næsten 24/7 - uden en muteknap til at tyssna strømmen med. Jeg skal spare Jer for et indblik i overskrifterne - men der er lige dele tvivl, ideer, frygt og stolthed... og ikke ret meget friplads til tanker som kan slippes løs her i bloggen. En ganske plausibel forklaring på radiotavsheden herfra den sidste måneds tid (synes jeg selv).

Som bekendt, skal man slippe den ene trapez, for at kunne gribe den næste. 
Jeg ved ikke om jeg har grebet den endnu, den næste trapez - eller det har jeg nok - men jeg er ikke landet på den lille bitte sikre platform endnu. Jeg hænger stadig med hovedet nedad fra den lille træpind med to reb i siderne. Gynger frem og tilbage i luften, iført et stramt trikot af introvert panik.


Så giv mig et skub. Giv mig ro, overskud og en tanke i ny og næ. Giv mig feedback. 
Men mest af alt - som jeg siger til mig selv - giv tid og husk, at have tillid til processen. 

2014 - in a body bag

Jeg plejer normalt ikke at være så pjattet med januar - det er de færreste - men i år er det anderledes, heldigvis. Jeg har nemlig slået ørene ud og er med på en lytter…

Jeg brugte en meget stor del af 2014 med at være rigtig sur på min krop. Ikke bare sur, irriteret og ærgelig over de klassiske 5 kg for meget (og at have silhuet som en rullesteg med talje). Næ, jeg vil egentlig mere sige at jeg var bitter, ulykkelig og vred.

Jeg syntes det 40-årige hylster forrådte mig på alle mulige måder: Ingen energi, dårlig søvn, en opadgående vægt og ondt i maven - en tilstand der de sidste 3-4 måneder næsten var konstant. Jeg skulle hilse og sige at det kan man godt blive en anelse træt og irriteret af. Som I…: Hvis du taler til mig, så river jeg armene af dig og propper dem ind i kæften på dig.

Jeg var hos lægen flere gange og fik en sang fra de varme lande om ‘at det nok var en virus - eller en infektion’ og med et skuldertræk og et batteri af blodprøver blev jeg sendt hjem igen. 

I mellemtiden fik jeg den tanke, at man jo kunne prøve at udelukke laktose - til trods for at jeg har drukket mælk og spist mejeriprodukter hele mit liv. (Onde tunger vil sågar påstå at jeg ved flere lejligheder har kvalificeret mig til VM i spisning af fx risalamande. En tretrinsraket af mejeriprodukter og stivelse.)

Altså. Ingen laktose - og en lille bedring kom… Så tog jeg et skridt til og udelukkede gluten fra min kost… og pludselig - ingen mavepine. Bum.

Lige så stille er det gået op for mig, at min krop ikke har forrådt mig. Overhovedet. Den har faktisk råbt og skreget og brugt alle sprog og tegn den havde til rådighed for at fortælle mig, at det jeg gjorde - det jeg spiste var noget lort. (Pardon my french).

Miraklerne kommer ikke natten over - og vanerne heller ikke. Jeg er jo kun et menneske. Og ja, du vil stadig kunne se mig på McD. Det er mig der sidder og spiser en McFeast - uden bollen. Du ved, bare en bøf med ost og dressing mellem fingrene :-D. Meget meget lidt classy - men det funker i det nye setup. Jeg spiser også en pizza af og til og et stykke kage - og elsker det mens det står på - og betaler så bøden bagefter. Nu ved jeg i det mindste hvad det er der sker og hvorfor. 

Så nu - et skridt af gangen er jeg gået igang med at prøve at blive ven med mit fysiske hylster. Jeg bliver aldrig den der åleslanke modella-type. Det er ok. Det er nødt til at være ok. 

Jeg vil bare gerne synes at det er godt at være mig - i mig. Så derfor er løbeskoene også kommet frem igen. Det er kedeligt. Lige indtil jeg kommer hjem. Så er det fantastisk. Ligesom det er ret fantastisk, at have følelsen af at denne forandring er varig og at jeg KAN og at der er en mening med det - som IKKE KUN handler om at jeg skal være tyndere. 

For første gang tror jeg faktisk på det selv.

Så vær hilset 2015. Lad os se hvor langt vi kan komme med hende Trunten bag skærmen.

Son (and mother) of Anarchy

.... øh...?

Er jeg blevet gangster? 

Våbenkurer? 

Har jeg (endelig) fået en birolle i min absolutte favoritserie Sons Of Anarchy...?

Svaret er desværre NEJ til alle tre spørgsmål... (Desværre fordi det måske kunne bringe lidt modvægt eller balance til den überkontrollerede, stressede og 'for-få-timer-i-døgnet' tilværelse jeg fører pt.). 

HVORFOR ligner mit bagagerum så noget der tilhører en middelsvær gangster med svedige armhuler, trang til søde sager og som er meget glad for IKEAs luk-let poser...? 

Fordi: Jeg er mor til en dreng, på 11 år. Og som mor til et par af anarkiets sønner, så er ovenstående foto altså bevis på hvad man indimellem er omgivet af. 

Og skulle lige til at tilføje, at det også er derfor jeg ved hvad en nunchako er... men det vidste jeg egentlig før jeg fik børn... så hvad kom først? Hønen eller ægget? "justsaying

P.S.... Hey, nysgerrige Georg. Hvis du undrer dig over hvad den hvide plastik dims i venstre hjørne er, så er det en holder til et løbehjul. Streetmodellen, naturligvis. #hipsterbarn

Mindlessness - kurser afholdes...

Har idag indtil videre gjort følgende erfaringer:
1) Hvis man sover 45 min over sig, så hyperventilerer man åbenbart resten af dagen.
2) Hvis brillerne dugger, selvom man går rundt indenfor - så skal man liiige sætte farten lidt ned.
3) En kop the fylder forholdsvis meget, når man vælter den på 1 m2 bordplade. Ja, den fylder faktisk det hele og man må konstatere - at kogende vand også kan løbe opad... 

Planlægger derfor:
1) Købe og iføre mig læbestift, for at søge support og styrke i opdigtet alter ego.
2) Begrænse panikanfald til kun at være mellem 14-17 (af hensyn til familien)
3) Symptombehandle stress med gløgg.

Når døden går med sombrero

Der er to tidspunkter på året, hvor mit mødrene stress niveau topper for vildt (altså ud over 24/7/12/365). Vi taler her naturligvis om 'udklædnings-helvedes-perioderne' aka Fastelavn og Halloween...

For mit eget vedkommende har jeg peakede jeg for et par år siden, da Minecraft var nyt og firstmover-agtigt... Der var tale om en papkasse, et par pakker vat og adgang til en farveprinter. 

Ældste-søn var særdeles tilfreds og dagen som 'svagtseende' pga den relativt klodsede hovedbeklædning, forløb efter sigende godt. 

Jeg kan ikke huske en fastelavn, hvor jeg ikke har koldsvedt over hvordan jeg nu fik klædt drengene ud - UDEN at ty til samme løsning, som i Bjarne Reuters roman 'Tre Engle og Fem Løver', hvor lille Bertram var klædet ud som 'En snottet unge fra Vanløse'... 

Faldgruberne ved udklædning ligger lige så tæt som revnerne i det kommunale fortorv:

• Man indkøber dyrt kostume, som vækker vild glæde og jubel - men naturligvis kun INDTIL dagen, hvor poden alligevel ikke vil være udklædt. 
• Man bruger en hel weekend på at trawle legetøjsbutikkerne tynde for passende udklædning. Alt er udsolgt og man ender med et kostume der er tre størrelser for småt: Kappen når ca til lænden og barnet går rundt som en krumrygget Batman - fordi det sorte tricot mest passer til en baby...
• Man prøver at fremprovokere kreative evner og indser i limpistol-fasen, at ens afkom ganske sikkert vil blive mobbet eller få et livslangt traume. (Man ignorerer tanken og fortsætter håndværket).
• Man har kun to HALVE kostume på lager og forsøger at bilde sit barn ind, at: "JO-jo lille Skat, nogle gange så GÅR 'Manden med Leen' faktisk rundt med en kæmpestor mexicansk stråhat..."

Jeg har derfor lavet denne liste over mulige udfald udfra komponenterne: Evner, tid og økonomi:

Kreativitet + tid = Succes (mor er glad - barnet også - hvis man er HELDIG.)

Kreativitet + penge + tid = Fantastisk (ofte set på 'andre folks børn')

Penge + ingen tid = Kostume fra butik (ofte det ungerne helst vil ha' - indtil selve dagen også kendt som 'et sats')

Ingen penge + ingen kreativitet = 'Særligt' udklædte børn (livslange traumer vedhæftet efterfølgende)

Ingen penge + ingen tid + ingen kreativitet = Katastrofe (ikke udklædte børn, der tigger hos naboerne)

God fornøjelse :-)

Dagens modetip

Når unge drenge, halvgamle mænd og hvem som helst ellers kan blogge om mode - så mener jeg godt, at jeg lige kan snige mig med i den crowd. 

Jeg har derfor lavet en lille guide til, hvor og især hvornår kvinder kan gå med kasket:

ALDRIG.

Der blev sagt NEJ!!

Bekendelse og erkendelse

Hej. 

Jeg hedder Trine og har et bmi der ligger over 25. Ikke sådan rigtig meget, men alligevel. Det ser grimt ud på det fysiske CV. 
Det skyldes blandt andet at jeg kan spise en meter chokoladekiks til aftensmad - helt uden skamme mig og helt uden at få det dårligt bagefter. Bare fordi jeg KAN.

Jeg synes godt at smør kan bruges som pålæg. Jeg bruger også gerne den klassiske røde CocaCola med SUKKER til selv-medicinering på hårde dage. Og kage i rå mængder og brød får ligesom nerverne til at blive bløde og runde og er godt hvis man fx keder sig. Eller hvis bare munden keder sig. Eller man er ked af sig. 

Men... Jeg har nu konsulteret først mit klædeskab og derefter badevægten (nu med batteri der virker) - og vi er sammen blevet enige om at der skal arbejdes på at bringe tallet ned igen. Sådan at man ikke bliver en af dem, der kun kan gå i tøj med elastik i linningen. (Det var faktisk det der skete dengang jeg blev RIGTIG tyk.)

Så. Hvis jeg er stille i lang tid - så er jeg pt ude at lede efter noget broccoli med Nutella-smag, hvidt brød med en fiber-procent over 8 og noget mørk chokolade, der ikke får munden til at støve... #justsaying