Igår havde jeg den skønneste aften, i godt selskab, med dejlig mad og rød drue i flere afskygninger og tilhørende samtale, der var inde og røre ved noget af det essentielle og skubbe lidt rundt på tingene.
Essensen i en god og dyb samtale er defineret af mange elementer - tillid, nærvær og ikke mindst ærlighed - og for mig er det den største tillidserklæring, når mine venner har tiltro nok til 'os' til at skubbe mig lidt i den rigtige retning, hvis jeg snubler rundt ude i rabatten.
Måske er jeg ikke altid enig... måske giver jeg lidt modstand, taler udenom, argumenterer imod eller bliver en anelse såret - men det giver altid, ALTID stof til eftertanke og jeg skatter det højt - fordi det betyder, at jeg betyder noget. I matter.
Andre vigtige ting, jeg har med fra igår er konstateringen om, at jeg ikke er en sart lille blomst, men tværtimod en tidsel... og HVIS jeg skal være en plante, så må det faktisk hellere end gerne være den insisterende, irriterende, stikkende vækst med den smukke lilla blomst.
Jeg ved nu også, at man ikke skal hænge sit tøj på en 'skumtjener', men at man der måske er et marked for at være 'skunktjener' - og sidst men ikke mindst at der er forskel på folk, når det kommer til brandmænd - altså dem der slukker ildebrande (i trusser).
God røv og god weekend. Ryk lidt frem i bussen, også selvom du ikke helt tør at overtage rattet endnu. Husk hvad Denzel siger (med en stemme der muligvis før har tilhørt en engel):
"If I'm going to fall. I want to fall forward".