Til trods for at temperaturen kun har haft sneget sig op omkring de 20 grader de sidste par dage, så tyder alt på, at varmen har steget mange til hovedet netop i de minutter, hvor benklæderne stod for valg. I gadebilledet har jeg derfor noteret mig ubehageligt mange forekomster af:
1) Mænd iført afklippede cowboy bukser, tennissokker og træsko.
(Noter venligst at der er tale om de utjekkede comboybukser - ikke at forveksle med de med lidt mere gangbare jeans. Disse cowboybukser er enten altid er klippet af for langt oppe - som i: "Eeeew" - eller for langt nede, som i: "Hobbit, din mor har ringet - du skal komme hjem"...)
2) Mænd iført shorts, skjorte og blazerjakke.
(Hvad sker den totalt skizofrene kombination? Er du direktør på sommerferie? Er du Prins Henrik? Der blev sagt: Nej. NEEEEEJ. Blev der sagt!)
3) Kvinder med Body Mass Index over 17 - iført alt ALT for korte shorts.
(BMI delen gælder jo så desværre for ca 99,8% af os med xx-kromosomer - men jeg er nødt til at appelere til det med en anstændig længde på de shorts der... Sagen er, at jeg har riiiigeligt at gøre med at studere min EGEN appelsinhud... Og meget korte shorts har altså tendens til at få benet til at ligne en sjusket vaacumpakket svinekam - med mindre naturligvis man er topatlet, har det der provokerende BMI eller man er photoshoppet model hos H&M)
Men nu skal man jo ikke kaste med fugle fra taget, når man selv bor på en vognstang... Og jeg har tilmed engang læst en modekyndig tjekket kvinde udtale sig om, at kvinder over 40 kun bør gå med shorts når... ALDRIG...! Hun mente, at man ikke engang bør OVERVEJE at iføre sig shorts, hvis man er SÅ gammel.
Nå, men jeg har netop for nylig passeret grænsen til de 40 - og jeg har altså stadig nogle shorts liggende i skabet - og jeg kan garantere jer, at de kommer på næste gang solen varmer godt. Jeg skal dog undlade at kombinere dem med træsko, blazerjakker eller klippe dem af alt for langt oppe af benet - jeg kan dog ikke love, at du ikke spontant får lyst til rullesteg, hvis vores veje krydser.