Og vi bringer en efterlysning...
Da jeg åbenbart var for styret af mit ego, til at blive set offentligt købe 'Hendes Verden' i sidste uge - missede jeg tillægsblad der hedder 'Sallys'...
Jeg indrømmer blankt, at jeg synes at jeg var og er for ung/tjekket/fattet/tatoveret/trendopdateret/samfundsorienteret/modeinteresseret/fill-in-the-blanks... til at købe et blad, der har 'Daimi' på forsiden.
Jeg er desværre også smerteligt bevidst om, at ovenstående opfattelse af min egen fremtoning nok kun findes på indersiden af mit eget hovedet.
Og krea-trangen er efterfølgende større end ønsket om at bevare ovenstående selvbillede.
Så...
Hvem har Sally's og vil dele...?
fredag den 29. juli 2016
tirsdag den 26. juli 2016
Kommunikation på svampe
Mit tag er utæt… og dem der kender mig ruller nok med øjnene og tænker ‘old news’. Men jeg mener faktisk at taget på mit hus er utæt - og altså ikke den mentale tagterrasse.
... og øh... resten må du læse her:
http://www.umagebureau.dk/kommunikation-paa-svampe/
... og øh... resten må du læse her:
http://www.umagebureau.dk/kommunikation-paa-svampe/
lørdag den 16. juli 2016
tirsdag den 12. juli 2016
lørdag den 9. juli 2016
Ferie-fri
6 gange. Så mange er jeg i dag blevet spurgt om, hvornår jeg går på ferie. Og hver gang har jeg fået næsten hvide knoer, mens jeg mildt med sommerfugle i øjnene og nattergale i stemmen har svaret: 'Jeg har ikke ferie'... eller 'jeg har holdt 3 dage i denne uge - det er hvad der er planlagt'. Og ladet som om at det er heeeelt ok.
Det er jo ikke en skid ok. Men det er sådan det er... lige nu. Og heldigvis så har jeg min frihed til at holde en dag eller to i ny og næ - så vi tørrer lige øjnene igen... og heldigvis kommer mine drenge med deres far på en skønno tur til Italien og det er nok det der glæder mig allermest.
Og det er jo ikke forbudt at dagdrømme om, at en eller anden på magisk vis får en flybillet til overs - eller lige får brug for en wing(wo)man på turen til Bornholm eller Barcelona. Jeg er en fremragende rejsepartner - skal siges - og kan tjekke ud af butikken med kort varsel.
Så mens alle I andre flyver afsted til den græske Ø 'Kolofonos' og drikker bouzaka med Stravros og Vaklos på den lokale taverna - så tager jeg i aften bussen til centrum af Netflix, hvor jeg bliver noget af weekenden. Har lige noget narko der skal distribueres, nogle mord der skal opklares.
Ses mandag... -ish
onsdag den 6. juli 2016
I like to move it, move it... IV
Ååååårh nej... Skal hun nu flytte igen??
Ja, det skal hun og I skal med!! Lyder det ikke spændende?
I sommeren 2012 startede jeg 'Det Sagde Hun Også Igår'. I 4 år har jeg skrevet stort og småt - flittigt og i perioder - meget mindre flittigt.
Der er sket virkeligt meget i de år. Knuste hjerter - helede hjerter - mere knust hjerte, nedtur og optur, flytninger, hækling, huse, venner, børn, hverdag og et kæmpe spring ud i en afgrund af frihed som selvstændig - kort sagt, erfaringer som rejsende i livet - det indre og det ydre.
Nogle gange har I været med - andre gange ikke - og sådan skal det være, her hos mig...
Det der har bundet os sammen, har hele tiden været min lyst og trang til at skrive - og det er ikke blevet mindre - tværtimod.
Denne her blog har været et lille lyst-baseret appendiks til mit liv - men hvis man vil have noget til at blomstre, hvis man vil have tingene til at ske - så må man ikke bare lægge en indsats, men også skabe luft, vej og fucking prioritere - så det gør jeg nu. Eller hvis man var den citat-liderlige type, så kunne man lige droppe sådan én her:
Never give up
on something you can't go a day
without thinking about
Bloggen holder derfor flyttedag og rykker med over på mit firmas officielle site. Min tanke var fra start, at jeg ville holde de to adskilt. Synes måske ikke det klædte min faglige profil, at vise min mere ærlige, sårbare og gakkede side... men hvis der er noget jeg har lært her i Foråret 2016, så er det, at man kan ikke rigtig få det ene, uden også at få det andet.
Navnet på denne lille nye bastard bliver UPS!! Umage Perspektiver på Situationen - men indholdet bliver mere eller mindre som I allerede kender det. Og jeg håber virkelig at I flytter med...
Til at starte med poster jeg indlæg begge steder - eller rette smider en teaser her (udtales 'tisser', hvis man er fra Fyn)...
See you on the other site:
http://www.umagebureau.dk/blog/
Ja, det skal hun og I skal med!! Lyder det ikke spændende?
I sommeren 2012 startede jeg 'Det Sagde Hun Også Igår'. I 4 år har jeg skrevet stort og småt - flittigt og i perioder - meget mindre flittigt.
Der er sket virkeligt meget i de år. Knuste hjerter - helede hjerter - mere knust hjerte, nedtur og optur, flytninger, hækling, huse, venner, børn, hverdag og et kæmpe spring ud i en afgrund af frihed som selvstændig - kort sagt, erfaringer som rejsende i livet - det indre og det ydre.
Nogle gange har I været med - andre gange ikke - og sådan skal det være, her hos mig...
Det der har bundet os sammen, har hele tiden været min lyst og trang til at skrive - og det er ikke blevet mindre - tværtimod.
Denne her blog har været et lille lyst-baseret appendiks til mit liv - men hvis man vil have noget til at blomstre, hvis man vil have tingene til at ske - så må man ikke bare lægge en indsats, men også skabe luft, vej og fucking prioritere - så det gør jeg nu. Eller hvis man var den citat-liderlige type, så kunne man lige droppe sådan én her:
Never give up
on something you can't go a day
without thinking about
Bloggen holder derfor flyttedag og rykker med over på mit firmas officielle site. Min tanke var fra start, at jeg ville holde de to adskilt. Synes måske ikke det klædte min faglige profil, at vise min mere ærlige, sårbare og gakkede side... men hvis der er noget jeg har lært her i Foråret 2016, så er det, at man kan ikke rigtig få det ene, uden også at få det andet.
Navnet på denne lille nye bastard bliver UPS!! Umage Perspektiver på Situationen - men indholdet bliver mere eller mindre som I allerede kender det. Og jeg håber virkelig at I flytter med...
Til at starte med poster jeg indlæg begge steder - eller rette smider en teaser her (udtales 'tisser', hvis man er fra Fyn)...
See you on the other site:
http://www.umagebureau.dk/blog/
søndag den 3. juli 2016
Tåler hverdagens loop en lup?
Jeg har tidligere ikke været super skrap til det der ferie-koncept som helhed... og sommerferien har ligesom altid været 'det ypperste'.
Man har en idé om at det er nu man kan slappe af, være sig selv - den man i virkeligheden er - med solbrun hud, masser af tid - et glas kold rosé i den ene hånd og en klassisk roman i den anden. Helt afslappet og i zen - høste frugterne af en komprimeret og hektisk hverdag.
I stedet kommer sommerferien nogle gange til at være sådan en slags forstørrelsesglas henover hverdagen. Hvis man er stresset tager det tid at falde ned og så fornemmer man for alvor, at det mentale lokum brænder.
Hvis det knaser lidt i parforholdet mærkes det endnu mere, fordi man nu også rent faktisk er nødt til at bruge tid sammen med sin såkaldt bedre halvdel - eller man oplever den knugende 'ensomhed i fællesskabet' endnu mere, fordi kontrasten får rum og tid til at vokse i anledningen af samvær... (nemlig ja - der kom lige en fra eget livsarkiv).
Jeg holder i disse dage ferie med mine to store drenge og vi har været i landets hovedstad. Teenage-baroner og pubertetsprinser, der går fra at være små tjekkede voksne til store mutte drenge og tilbage igen på kun 10 sekunder. Jeg går i bogstavligste forstand bag dem det meste af tiden (fordi det åbenbart er mega 'not' at følges med sin moar) - og herfra er jeg skiftevis irriteret og berusende lykkelig.
Normalt går lyder mine udbrud som noget i retning af: "kom nu lige lidt op i gear, for helvede". I anledning af ferien opgraderede jeg i dag til: "Vi aflyser ferien, små ego-røvhuller" fordi deres zombi sløvhed ramte loftet for acceptabel adfærd.
Senere tilføjede jeg sætninger som: "det har været en pissehyggelig dag" og "der er ingen jeg hellere vil opleve det her med, end sammen med Jer to!". Sidstnævnte er en sandhed, der kommer fra det inderste og holder helt ud i evigheden.
Med løfter om almen dannelse, kulturelle oplevelser og cola - havde vi en super dag. Grineflip i et kælderrum på Glyptoteket - takket være Snapchat og nogle mumier - samt sand gastronomisk rock'n'roll på Papirøen og Copenhagen Streetfood.
København, Kroatien eller Kreta - én sommerferie gør ingen flugt - og jeg konkluderer at min hverdag tåler forstørrelsesglasset... Alt er heldigvis er som det skal være. Ude og hjemme.
Man har en idé om at det er nu man kan slappe af, være sig selv - den man i virkeligheden er - med solbrun hud, masser af tid - et glas kold rosé i den ene hånd og en klassisk roman i den anden. Helt afslappet og i zen - høste frugterne af en komprimeret og hektisk hverdag.
I stedet kommer sommerferien nogle gange til at være sådan en slags forstørrelsesglas henover hverdagen. Hvis man er stresset tager det tid at falde ned og så fornemmer man for alvor, at det mentale lokum brænder.
Hvis det knaser lidt i parforholdet mærkes det endnu mere, fordi man nu også rent faktisk er nødt til at bruge tid sammen med sin såkaldt bedre halvdel - eller man oplever den knugende 'ensomhed i fællesskabet' endnu mere, fordi kontrasten får rum og tid til at vokse i anledningen af samvær... (nemlig ja - der kom lige en fra eget livsarkiv).
Jeg holder i disse dage ferie med mine to store drenge og vi har været i landets hovedstad. Teenage-baroner og pubertetsprinser, der går fra at være små tjekkede voksne til store mutte drenge og tilbage igen på kun 10 sekunder. Jeg går i bogstavligste forstand bag dem det meste af tiden (fordi det åbenbart er mega 'not' at følges med sin moar) - og herfra er jeg skiftevis irriteret og berusende lykkelig.
Normalt går lyder mine udbrud som noget i retning af: "kom nu lige lidt op i gear, for helvede". I anledning af ferien opgraderede jeg i dag til: "Vi aflyser ferien, små ego-røvhuller" fordi deres zombi sløvhed ramte loftet for acceptabel adfærd.
Senere tilføjede jeg sætninger som: "det har været en pissehyggelig dag" og "der er ingen jeg hellere vil opleve det her med, end sammen med Jer to!". Sidstnævnte er en sandhed, der kommer fra det inderste og holder helt ud i evigheden.
Med løfter om almen dannelse, kulturelle oplevelser og cola - havde vi en super dag. Grineflip i et kælderrum på Glyptoteket - takket være Snapchat og nogle mumier - samt sand gastronomisk rock'n'roll på Papirøen og Copenhagen Streetfood.
København, Kroatien eller Kreta - én sommerferie gør ingen flugt - og jeg konkluderer at min hverdag tåler forstørrelsesglasset... Alt er heldigvis er som det skal være. Ude og hjemme.
 |
| Fandt en bibel i Glyptotekets boghandel. <3 |
 |
| Et tidligt medlem af Village People...? |
 |
| Fed udsigt, fantastisk mad, fabelagtigt selskab. |
fredag den 1. juli 2016
Hellere kriger end kujon
For nylig havde jeg en snak med en veninde og tør jeg godt tilføje 'medrejsende soulmate'. Emnet var, som så mange gange før 'kærlighed og parforhold'... Kærlighed til os selv og kærlighed til andre.
Lad mig med det samme understrege: Jeg har IKKE facit og på mange måder ville mit liv sikkert være en hel del nemmere, hvis jeg kunne slække lidt på egne krav og ønsker og bare rulle ind i den første og bedste trofaste favn - og så se igennem fingrene med resten. Overgive mig til tryghedens laveste fællesnævner...
Når jeg kigger i spejlet, så ser jeg mig selv - der kæmper mig igennem et problemfyldt, sårende, opløftende, livsbekræftende, svedigt, kærlighedsfyldt, selvstændigt, frit, sjovt, lammende, fantastisk og fuldstændigt frygtindgydende liv...
Og når jeg har stirret videre igennem angsten, ensomheden, tvivlen - så får jeg heldigvis øje på ønsket, troen, viljen og håbet. Det ukuelige håb om, at der er andre og flere end mig - der tør at vælge potentialet og troen på noget fantastisk - som vi ikke nødvendigvis har endnu eller kun har fået en lille bitte snert af - fremfor noget, som nok er sikkert men valgt ud fra frygt eller komfort - og som får sjælen til at implodere eller bare visne lidt efter lidt. Jeg ved det, for jeg har faktisk prøvet det.
I marts måned indrømmede jeg med tårer ned af begge kinder, for en flok fremmede mennesker, at min største og mest altædende frygt er, at blive forladt. Det er det ikke mere.
Min største frygt, er at miste troen på livet - som et sted hvor der også er plads til en som mig: En tidsel, en labrador, en ven, en datter, en mor, en formidler, en naiv-stærk-sjov-sårbar-ærlig-håbefuld-sarkastisk-godtroende-tatoveret tosse - med hovedet i skyerne, fødderne i jorden og et hjerte der kontinuerligt prøver at forbinde det hele.
Og uanset om kærligheden kommer som romantik - eller en i en af de mange andre former den heldigvis også har - så ved jeg, at jeg er tro mod mig selv - hele vejen.
Bagefter blev jeg lidt trist - for vores samtale synes at understrege, at langt fra alle vælger et liv og et parforhold, hvor udgangspunktet er kærlighed: Folk bliver sammen i forhold og relationer, af så utroligt mange andre grunde end kærlighed; ... praktik, økonomi, venskab, børn, frygt, komfort...
Lad mig med det samme understrege: Jeg har IKKE facit og på mange måder ville mit liv sikkert være en hel del nemmere, hvis jeg kunne slække lidt på egne krav og ønsker og bare rulle ind i den første og bedste trofaste favn - og så se igennem fingrene med resten. Overgive mig til tryghedens laveste fællesnævner...
Det sker faktisk engang imellem, at jeg overvejer det - det ser nemlig ud til at fungere for virkeligt mange.... Hvad man til gengæld ikke kan se er, om der under overfladen er rolige vande eller floder af lava, der brænder gennem hjerte, sind og krop og efterlader sorte aftryk overalt.
Jeg blev for nyligt kaldt for 'en romantiker med realitetssans'... er i det hele taget blevet kategoriseret af diverse folk i mit liv som bl.a.: Min egen værste fjende, en sart blomst, en labrador, en tidsel, en kæmper...
Sandheden er, at jeg er det hele - og jeg er intet af det. Jeg er bare mig. På godt og ondt - og som hver eneste good damn day - prøver at holde mig selv på den sti, som JEG tror er sand, rigtig og allervigtigst - som giver mening for mig. For uden mening, giver intet mening.
Når jeg kigger i spejlet, så ser jeg mig selv - der kæmper mig igennem et problemfyldt, sårende, opløftende, livsbekræftende, svedigt, kærlighedsfyldt, selvstændigt, frit, sjovt, lammende, fantastisk og fuldstændigt frygtindgydende liv...
Og når jeg har stirret videre igennem angsten, ensomheden, tvivlen - så får jeg heldigvis øje på ønsket, troen, viljen og håbet. Det ukuelige håb om, at der er andre og flere end mig - der tør at vælge potentialet og troen på noget fantastisk - som vi ikke nødvendigvis har endnu eller kun har fået en lille bitte snert af - fremfor noget, som nok er sikkert men valgt ud fra frygt eller komfort - og som får sjælen til at implodere eller bare visne lidt efter lidt. Jeg ved det, for jeg har faktisk prøvet det.
I marts måned indrømmede jeg med tårer ned af begge kinder, for en flok fremmede mennesker, at min største og mest altædende frygt er, at blive forladt. Det er det ikke mere.
Min største frygt, er at miste troen på livet - som et sted hvor der også er plads til en som mig: En tidsel, en labrador, en ven, en datter, en mor, en formidler, en naiv-stærk-sjov-sårbar-ærlig-håbefuld-sarkastisk-godtroende-tatoveret tosse - med hovedet i skyerne, fødderne i jorden og et hjerte der kontinuerligt prøver at forbinde det hele.
Og uanset om kærligheden kommer som romantik - eller en i en af de mange andre former den heldigvis også har - så ved jeg, at jeg er tro mod mig selv - hele vejen.
Abonner på:
Opslag (Atom)